Egyptiske politimænd får 10 års fængsel for bloggerdrab

admin

10 år siden

|

03/03/2014

Dagens topnyheder

To egyptiske politifolk skal 10 år i fængsel for drabet på en blogger tilbage i 2010.

Drabet betragtes af mange som den begivenhed, der for alvor fik opstanden mod den styrtede præsident Hosni Mubarak til at tage fart.

Politifolkene Mahmoud Salah Mahmoud og Awad Ismail Suleiman var ved retten tiltalt for at have torteret Khaled Said til døde i juni 2010.

Forinden havde de ulovligt anholdt ham på en internetcafé i middelhavsbyen Alexandria.

De to politimænd blev i oktober 2011 idømt syv års fængsel for overdreven brutalitet, men sagen blev anket.

Khaled Saids død medførte store protester mod Hosni Mubarak, efter at billederne af den 28-årige bloggers lemlæstede ansigt dukkede op på nettet.

Endnu værre blev det, da regeringen forsøgte at dække over drabet ved at påstå, at Said døde efter at være blevet kvalt i en pose narkotika, som han forsøgte at sluge.

En Facebook-gruppe med titlen "Vi er alle Khaled Said" hjalp med at organisere de 18 dages protester, der til sidst tvang Mubarak til at gå af.

Ifølge AFP viste de to dømte politimænd ingen følelser under retsmødet.

Deres advokat bebudede, at han vil anke dommen.

Mahmoud Abdel Rahman, en advokat for Saids familie, siger til AFP, at "retfærdighed er opnået for alle parter".

/ritzau/AFP