Egyptens valg klares i første runde

admin

|

20/04/2014

Dagens topnyheder

Der bliver ikke mange muligheder for de egyptiske vælgere, når de den 26. og 27. maj skal til stemmeurnerne for at vælge en ny præsident.

Organisationskomiteen, der arrangerer valget, meddeler, at der kun to kandidater har meldt sig.

Fristen for at stille op som kandidat udløb søndag.

Storfavoritten er den tidligere hærchef Abdel Fattah al-Sisi, der afsatte den forrige folkevalgte præsident den 3. juli 2013.

Det skete, da han satte militæret ind og anholdt præsident Mohammed Mursi, efter at folkelige demonstrationer mod den islamiske leder var taget til.

Siden har myndighederne anholdt tusindvis af Mursis tilhængere fra Det Muslimske Broderskab, der også er blevet forbudt.

Flere retssager kører mod Mursi.

Meningsmålinger siger, at vælgerne sætter deres lid til, at Sisi kan få Egypten på ret køl igen efter flere års politisk tumult, der ikke har bragt orden på det fattige land i Nordafrika.

Den anden kandidat er den venstreorienterede tidligere parlamentariker og også tidligere præsidentkandidat Hamdeen Sabahi.

Han var parlamentsmedlem i en periode, da den afsatte autokratiske præsident Hosni Mubarak var præsident.

Ved valget i 2012, da Mohamed Mursi vandt, blev Sabahi nummer tre.

Generalsekretæren for Præsidentsvalgets Komite, Abdelaziz Salman, siger, at Sisi har afleveret 188.930 underskrifter til at bakke sit kandidatur op.

Sabahi har afleveret 31.555. Mindstekravet var 25.000 underskrifter.

I øvrigt har den egyptiske satiriker Bassem Youssef meddelt, at han ikke går på skærmen igen, før valget er overstået.

Youssef, der er blevet kaldt Egyptens svar på den amerikanske satiriker og komiker Jon Stewart, siger, at han ikke vil optræde, fordi han ikke vil påvirke valgresultatet.

Bassem Youssef blev populær mange steder, dog ikke hos myndighederne, da han i Mursis præsidenttid gjorde grin med præsidenten og islamisterne i Egypten.

/ritzau/Reuters