En egyptisk domstol har søndag dømt 37 islamister til døden, mens 492 andre har fået livstidsstraffe.
Retten forsvarer den hårde dom med, at de dømte er dæmoner, som følger jødedommens hellige skrifter.
Domstolen i Minya vakte international forargelse i marts, da 529 personer i løbet af to dage og uden individuelle høringer blev dømt til døden.
De blev dømt på anklager om drab på en lokal vicepolitichef.
Søndagens dom er en stadfæstelse af de 37 dødsdomme, mens de øvrige er idømt fængsel på livstid.
- De tiltalte kom fra bunden af helvede for at plyndre Egyptens rigdomme, tyrannisere egypterne og de dræbte vicepolitimesteren, hedder det i dommen.
Dommen omtaler de dømte som "fjender af staten" og islamister, som bruger moskeer til at fremme jødedommen.
Militæret i Egypten fjernede præsident Mohamed Mursi 3. juli sidste år, hvilket udløste blodige sammenstød mellem myndighederne og islamister fra Det Muslimske Broderskab, som regeringen siden har erklæret for en terrororganisation.
I april dømte retten i Minya 683 islamister til døden. De står anklaget for drab og drabsforsøg på politifolk. Disse domme skal bekræftes 21. juni.
/ritzau/AFP