I USA har man for nylig færdiggjort et studie, hvor man har brugt enæggede tvillinger og bedt den ene om at spise vegansk i otte uger, mens den anden har spist en vanlig kost med grøntsager, kød og fisk.
Og resultatet var mildest talt chokerende, skriver B.T.
Efter studiet var færdigt, var forskerne i stand til at konstatere, at dem, der spiste vegansk kost, oplevede sænket kolesterol, LDL, bedre blodsukkerniveauer og vægttab.
Efterfølgende har hovedforfatteren bag undersøgelsen Christopher Gardner, der er forskningsprofessor i medicin ved Standford, uddybet resultatet over for CNN.
"Der var et fald på 10 til 15 procent i LDL-kolesterol, et fald på 25 procent i insulin og et fald på 3 procent i kropsvægt på kun otte uger. Alt sammen ved at spise rigtig mad uden animalske produkter."
Han fortæller, at den rette plantebaserede kost sagtens kan vise sig at være højere i fiber, vitaminer, mineraler og phytonutrients - et planteindhold, som menes at styrke både hjerne, knoglerne, hjertet og øjnene og mindsker risikoen for alvorlige sygdomme.
I samme ombæring finder de det dog vigtigt, at man ikke behøver at blive fuldblodsveganer med det samme for at drage fordele af undersøgelsen:
"Selvom denne undersøgelse viste, at en vegansk kost kan give yderligere fordele sammenlignet med en sund altædende kost, betyder det ikke, at alle skal blive veganere eller vegetarer."
Han mener i stedet, at studiet er med til at understøtte budskabet om at skære ned på kød og animalske biprodukter langsomt, lidt efter lidt - for der kan nemlig også være ulemper ved den veganske kost:
"For at være ærlig, så havde tvillinger på den veganeske kost mindre tilfredshed, fordi den var så restriktiv. Så der er bestemt en bagside ved medaljen, når de har det sådan: 'Åh, jeg kunne have spist mere, men jeg var bare ikke sulten efter mere korn og flere grøntsager."