Hånd i hånd vil børn fredag indtage Rådhuspladsen i København og danne en fredsring oven på forrige weekends skudangreb i hovedstaden, hvor tre personer mistede livet, mens flere politibetjente blev såret.
Danske muslimer har taget initiativ til manifestationen, oplyser Tanwir Ahmad fra The Network i en pressemeddelelse.
- Børn er vores fremtid. Med børnenes deltagelse i fredsringen overleverer vi budskabet om dialog og sameksistens. Vi ønsker at sende et signal om, at vi alle har et medansvar for trivsel og tryghed i København, siger Tanwir Ahmad.
- Vi har brug for at få genskabt tilliden og accepterer ikke overgreb på mennesker, uanset om man hedder Finn, Dan eller Aisha, fortsætter han.
Overborgmester Frank Jensen (S) og beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) vil deltage ved arrangementet. Førstnævnte indleder samlingen i hjertet af København.
- Det er vigtigt, at vi står sammen om at genskabe den trygge og venlige by, vi kender. En gal mands værk kommer ikke til at stoppe os i at være i dialog med hinanden og fredeligt udveksle synspunkter - det er jo selve demokratiets kerne, siger Frank Jensen i meddelelsen.
- For selvfølgelig kan vi leve fredeligt sammen - københavnske muslimer, kristne og jøder, lyder det fra overborgmesteren.
Lørdag aften dannede hundredvis af nordmænd en "fredens ring" om synagogen i Oslo for at tage afstand til jødehad.
Tidligere har muslimer i København forsøgt at tage initiativ til at danne en fredsring om synagogen i Krystalgade, hvor den ubevæbnede vagt Dan Uzan blev dræbt under et af forrige weekends skyderier.
Af sikkerhedsmæssige grunde blev det dog afvist af politiet.
/ritzau/