“Jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker at optræde, elsker tv, elsker radio. Morgenradio betyder selvfølgelig, at jeg er væk forlængst, når resten af huset vågner. Det var lige ved at vælte familielæsset op til efterårsferien, at far er blevet sådan en, der først findes, når man kommer hjem fra skole. Så nu er jeg på anden ekstra friuge fra radioen.”
Sådan skriver den populære komiker og radiovært på Instagram. 48-årige Lasse Rimmer har valgt at tage orlov, fordi hans hustru, Line Hoffmeyer, er gået ned med stress.
"Løbet tør for ressourcer"
Det er også på Instagram, at Line Hoffmeyer har afsløret, at hun har haft et sammenbrud.
“Som den opmærksomme følgere måske bemærkede, havde jeg det lidt skidt for nogle uger siden. I realiteten havde jeg nok et lille sammenbrud. Jeg var løbet tør for ressourcer. Jeg opdagede, at jeg havde kørt på reserver for længe,” forklarer hun og uddyber, hvordan presset til sidst blev for meget.
“For nogle år siden aftalte Lasse og jeg, at han lavede morgenradio, og jeg var den der fik hans piger op, bespist og i skole. I mellemtiden har han (heldigvis) fået tilbudt en masse mere arbejde, og hans yngste har valgt primært at bo hos os i hverdagene. Det har resulteret i, at jeg har stået med det meste herhjemme selv. Mange dage har vi nærmest ikke set Lasse, fordi han var taget afsted på radio før vi stod op, og ofte videre til 8-12 timers TV-optagelser bagefter. Nogle gange med Stand-up-jobs efterfølgende. Han er den vildeste arbejdshest, og jeg har så gerne ville have hans ryg, mens han slider i det, og det har jeg i lang tid gjort mig umage for at have,” skriver hun og konstaterer, at det har hun nok gjort for længe.
“Den slags ting sker ikke fra den ene dag til den anden, men var en glidende overgang, som ingen af os nåede at stoppe op, reflektere over og mærke efter. Ikke før jeg pludselig en mandag græd i otte timer. Jeg tog noget luft, nogle skovture, og et længere visit til Jylland for lige at puste ud og slippe for madlavning, vasketøj og senden i skole. Jeg er heldigvis velsignet med en mand, der ikke sidder den slags overhørigt - og han reagerede med det samme. Lasse har holdt orlov fra radioen lige siden, og gør det stadig.”
Det er tjansen som vært på morgenradio på Radio 100, at Lasse Rimmer tager en pause fra.
Foto: Instagram @linehoffmeyerl
Foto: Instagram @lasserimmer