Tog alle forholdsregler til fødselsdag: Nu er 13 ud af 25 gæster coronasmittet

Julie Møller

211 uger siden

|

28/10/2020
Nyheder
Foto: Shutterstock,com
Foto: Shutterstock,com
Der var afstand, sprit til rådighed og alle forholdsregler blev overholdt. Alligevel endte en stor del af gæsterne med at blive syge.

Dagens topnyheder

“En historie fra den virkelige verden.”

Sådan starter Marianne Christensen fra Frederikshavn-området sit opslag på Facebook, som hun har postet efter en familiefødselsdag.

“Fødselsdagsfest med 25 raske gæster. En uge efter tester 13 af gæsterne covid19 positive. Der var god plads og sprit til alle gæster,” skriver hun og uddyber, at hun har “smittet en kollega - alle skal nu testes. En hel klasse incl 2 lærer skal testes. Et bofællesskab og et socialøkonomisk jobtilbud med unge og ansatte skal testes.”

Tog alle forholdsregler

Marianne Christensen har til TV 2 Nord fortalt, at familien var meget i tvivl om, de skulle afholde fødselsdagsfesten, der var til ære for datteren. De valgte alligevel at gøre det. 

“Vi var meget i tvivl, om vi skulle holde festen, men ville jo også gerne fejre vores datter, som jo kun fylder 20 år en gang. Og vi overtrådte jo ingen regler ved det. Så vi valgte at gøre det, men med flere forholdsregler, så vi samtidig passede på, siger Marianne Christensen til mediet og forklarer, at hun efterfølgende har været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, som understreger, at de intet har gjort forkert.

Festen med de 25 deltagere blev afholdt i et værksted, hvor der var god plads. Ingen af gæsterne havde symptomer til fødselsdagsfesten, alligevel er 13 gæster nu coronasmittet. 

Smittekurven er opadgående

I går kunne sundhedsminister Magnus Heunicke også fortælle, at smittekurven er opadgående lige nu. 

“Det ugentlige kontakttal er beregnet til 1,2. Dermed er smittekurven fortsat opadgående i samfundet. Det er en del af baggrunden for de nye restriktioner fra i fredags, vi må og skal have vendt udviklingen i Danmark. Vigtigt, at vi holder fast,”

Det forventes, at smittetallene og kontakttallet vil falde i løbet af de næste 10 til 14 dage, hvor effekten af de nye restriktioner, som blandt andet omfatter mundbind i supermarkederne, bør kunne mærkes.