Afsøgningen er et led i politiets efterforskning i sagen om den forsvundne 18-årige Emilie Meng, der forsvandt lidt efter klokken 4 den 10. juli.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
I løbet af onsdagen var der flere steder som politiets hunde viste interesse for. Men der blev i går ikke fundet genstande, der kan relateres til Emilie Meng.
Heller ikke i dag er der fundet ledetråde, der kan bringe efterforskningen videre, og der er altså indtil videre ingen nye afgørende spor i sagen.
- Vi havde håbet, at finkæmningen af dette område, som er tæt på det sted Emilie Meng sidst er set, ville bringe os et skridt videre i efterforskningen. Men arbejdet i dag og i går har altså ikke givet os nye spor.
- Omvendt er vi nu sikre på, at der ikke er blevet overset vigtige spor i det pågældende område. Efterforskningen fortsætter nu i andre retninger, og vi har stadig en palet af efterforskningsmæssige tiltag, vi kan benytte. Vi hører selvfølgelig stadig meget gerne fra folk, der kan have oplysninger om Emilie Mengs forsvinden, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen i pressemeddelelsen.
Læs også: Politiet tilkalder arkæologer til eftersøgning af forsvundne Emilie
Politiet er i gang med at forlade området i Korsør. Afspærringerne er blevet fjernet, og man kan frit færdes i haveforeningerne igen.
Politiet takker for den store samarbejdsvillighed i forbindelse med de seneste dages afsøgning - og ikke mindst de mange tip fra borgerne.
Oplysninger i sagen kan fortsat rettes til politiet på telefon 114.
Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: