Efter mange års tilstedeværelse på det danske møbelmarked er My Home nu på vej mod endegyldig lukning.
Det har været et tumultarisk forløb med overvejelser om alternative løsninger, men nu står det klart, at samtlige 23 butikker forsvinder fra gadebilledet inden udgangen af maj næste år.
Stifter Jan Hallas bekræfter beslutningen og fortæller til Wood Supply, at My Home ikke længere vil eksistere som fysisk kæde.
"Mange af butikkerne er lukket, rigtig mange lukker i denne måned, og de sidste inden 31. maj 2025," siger han.
Lukningen sker efter en længere periode med økonomiske vanskeligheder.
Over de seneste to regnskabsår har virksomheden samlet haft et underskud på knap 50 millioner kroner, hvilket gjorde det uansvarligt at fortsætte driften.
I september blev beslutningen truffet, og kort tid efter begyndte et omfattende ophørsudsalg.
Forsøget på at redde dele af forretningen strandede på udfordringer med lejekontrakter, som i flere tilfælde var uopsigelige.
Jan Hallas undersøgte muligheden for at videreføre et mindre antal butikker, men også de planer er nu droppet. De ansatte, der kunne have fortsat i en reduceret udgave af kæden, må derfor se sig om efter nye muligheder.
Det skriver Wood-supply
Driver det videre
Selvom de fysiske butikker forsvinder, vil My Home-navnet ikke gå i graven. Mærket og domænet er blevet solgt til den europæiske møbelforhandler Furniture1, der har hovedsæde i Litauen.
Selskabet satser på at drive My Home videre som en ren onlinebutik og ønsker at bevare brandets position på det danske marked.
Adm. direktør for Furniture1, Pijus Makarevicius, understreger, at ambitionen er at bygge videre på My Homes ry og samtidig udvide sortimentet.
"Vi er begejstrede for at bringe My Home ind i Furniture1-familien og fortsætte med My Home online. My Home har været et kendt og respekteret brand i Danmark i mange år, og vi tror på, at vi fortsat kan tilbyde alle i Danmark den kvalitet og det design, de elsker," siger han.
Fremover vil det altså udelukkende være via nettet, at kunderne kan finde møbler under det velkendte navn.
Driften vil ske gennem en dansk enhed med lokale leveringspartnere, så selvom forretningerne lukker, vil My Home leve videre i en ny digital form.