Der kan blive sat punktum for årtiers snak om en ny bynær lufthavn i landets næststørste by, når Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) tirsdag morgen mødes med transportminister Hans Christian Schmidt (V).
Her skal borgmesteren og ministeren drøfte en sag, der har været på tapetet gennem næsten 50 år - placeringen af Aarhus Lufthavn.
- Mødet kan blive ret afgørende, for i sidste ende er det transportministeren, der sidder og kan afgøre, om man skal gå videre med planen eller ej, siger Andreas Krog, redaktør på rejsesitet check-in.dk.
Spørgsmålet er, om den nuværende placering ved Tirstrup på Djursland skal sløjfes til fordel for en mere bynær placering ved Thomasminde i det nordlige Aarhus.
Ja, siger store dele af erhvervslivet og et flertal i Aarhus Byråd.
Nej, lyder det fra beboerne i området omkring Thomasminde og fra flere af nabokommunerne.
Nej-siden føler sig opmuntret af den seneste konsulentrapport, der siger, at en ny bynær lufthavn næppe er en rentabel investering.
Skal planen realiseres, vil det kræve, at lufthavnens hovedaktionær, Aarhus Kommune, skyder 500 millioner kroner ind i projektet, og at der gennem 20 år årligt tilføres lufthavnen 75 millioner kroner.
Ifølge Andreas Krog er der tre mulige udfald af mødet mellem ministeren og borgmesteren - et ja, et nej eller et måske.
- Hvis han siger ja, så kan Aarhus Kommune gå videre med projektet og gå i gang med næste fase, nemlig nogle meget konkrete og temmelig dyre VVM-undersøgelser.
- Siger ministeren nej, bliver det svært for ejerkommunerne at gå videre med planerne.
- Det kan også være, at han siger, at man skal gå tilbage og lave flere undersøgelser, sådan som han gjorde efter det seneste møde mellem parterne, siger Andreas Krog.
Han hælder mest til vurderingen af, at ministeren vil aflive projektet med henvisning til, at det ikke er samfundsmæssigt rentabelt.
Det vil ifølge redaktøren også gøre det muligt for borgmester Bundsgaard at drage hjem til Aarhus med æren i behold.
- Så kan borgmesteren og byrådet sige til tilhængerne, Arla og andre dele af erhvervslivet: Nu er det undersøgt, vi ville gerne, men vi blev stoppet af København, siger Andreas Krog.
Økonomiudvalget i Aarhus Byråd holder møde tirsdag eftermiddag, hvor byrådsmedlemmerne vil drøfte meldingen fra transportministeren.
/ritzau/