EfB-spiller efter sejr: Løb røven ud af bukserne

admin

10 år siden

|

03/05/2014

Dagens topnyheder

Esbjerg slog lørdag Superligaens tophold med 2-0 i Aalborg. Sejren over AaB sender Esbjerg tilbage på femtepladsen, som giver adgang til europæisk fodbold næste år.

Udeholdets indsats på Nordjyske Arena var imponerende. Igennem hele kampen lukkede vestjyderne ned for det sprudlende AaB-spil, som ellers har været en fast del af nordjydernes hjemmekampe denne sæson.

Den tidligere AaB-spiller Michael Jakobsen havde da også kun roser til overs for sine holdkammerater.

- Vi forsvarede rigtigt godt som hold. Vi havde ikke bare fire i bagkæden, men også fire på midtbanen og to angribere, som løb røven ud af bukserne i dag.

- Det er en helt vildt svær udebane, så alle var godt klar over deres opgaver. Generelt var der bare en god udførelse af vores opgaver.

Sejren i Aalborg viser ifølge Michael Jakobsen, at Esbjerg er på rette vej mod europæisk fodbold efter et flot forår.

- Vi er i gang med et virkelig godt forår. Sejren var et tegn på, at vi er på rette vej. Vi skal blive ved nu, for vi vil have den femteplads. Det ville være rart, hvis vi kunne blive forårets hold og være med i europæisk igen næste år, siger forsvarsspilleren.

Han var selv med til at vinde guld for AaB i 2008, men selvom Esbjergs sejr kan være med til at spænde ben for gulddrømmene i Aalborg, er Michael Jakobsen lykkelig over de tre point.

- Der er ingen tvivl om, at AaB fylder meget i mit hjerte. Jeg har haft en masse oplevelser, så jeg håber da, at de klarer den og får mesterskabet.

- Men vi skal kigge på os selv, og vi skal selv have femtepladsen. Det er op til dem selv nu. De skulle ikke have noget fra os, så jeg er lykkelig over de tre point. Det er fantastisk, siger Michael Jacobsen.

/ritzau/