Ebola-virus spreder sig: Seks dør i Liberia

admin

10 år siden

|

03/04/2014

Dagens topnyheder

Den dødelige ebola-virus er også brudt ud og spreder sig i Liberia, hvor mindst seks menes at være døde af sygdommen.

Yderligere 14 personer frygtes smittet, oplyser sundhedsministeriet i det vestafrikanske land.

Myndighederne mener, at der er tale om et udbrud uden forbindelse til nabolandet Guinea, hvor der forleden var registreret omkring 80 døde.

- Vi har en sag i Tatepa, hvor en jæger, der ikke have været i kontakt med nogen fra Guinea, blev syg.

- Han blev bragt til hospitalet, hvor han døde 30 minutter senere, siger cheflæge Bernice Dahn.

To af de døde i Liberia er med sikkerhed døde af ebola, siger cheflæge Bernice Dahn på landets nationale radiostation.

Der er registreret syge i det centrale, det nordlige og det nordøstlige Liberia.

Udbruddet af sygdommen i Liberia er kompliceret af, at en smittet kvinde er stukket af fra isolation, og dermed har hun bragt andres helbred i fare, skriver avisen FrontPage Africa.

Sundhedsmyndighederne har imidlertid opsporet kvinden og sat hende og hendes familie i isolation i deres hjem i Monrovia.

Ebola, som er en uhelbredelig sygdom, har dræbt 1600 mennesker, siden den første gang blev opdaget i 1976.

Ebola overføres fra menneske til menneske gennem kontakt med blod, sekreter og andre kropsvæsker.

Til at starte med giver den influenzalignende symptomer, høj feber og ondt i halsen, men udvikler sig herefter til svære blødninger i indre organer og huden - og ofte med døden til følge.

/ritzau/