Det danske landshold er ramt af skader og karantæne blandt angriberne, men hvis Nicki Bille, Nicklas Helenius eller Morten "Duncan" Rasmussen vil have tip om, hvordan man scorer mod Malta i aften, er der hjælp lige ved hånden.
Landsholdets angrebstræner Ebbe Sand lavede nemlig fem mål i to kampe mod Malta i foråret 2001, hvilket var medvirkende til at Danmark vandt henholdsvis 5-0 og 2-1 på vejen mod VM i Japan og Sydkorea.
- Malta er et hold, som kommer til at stå kompakt på egen banehalvdel, så der er brug for spillere, der kan score på de løse chancer, der også opstår i sådan en kamp, siger Ebbe Sand.
- Det kan blive en udfordring at kombinere sig igennem, så vi skal have gang i nogle indlæg og forsøge at skabe chancer på den måde, forklarer han.
Netop efter et indlæg fra Jesper Grønkjær scorede han for 12 år siden selv det vigtige mål til 2-1 i Parken mod de besværlige maltesere - et mål, der reddede danskerne fra en stor fiasko og sendte holdet tættere på VM.
Og den opskrift holder stadig. Kampen mod Italien viste, at Danmark godt kan sende endnu flere indlæg ind i feltet, mener Sand.
- Det var sådan, målene blev scoret mod Italien, hvor Nicklas Bendtner scorede to fremragende hovedstødsmål. Nogle gange skal vi også have endnu flere indlæg og tidligere indlæg, hvilket altid er rart for en angriber.
- Spiller vi med de her boksangribertyper, skal vi være gode til at smide nogle gode bolde ind til dem, lyder rådet fra Sand.
/ritzau/