Dykker mister livet i jagt på ofre for færgetragedie

admin

10 år siden

|

06/05/2014

Dagens topnyheder

Færgeulykken i Sydkorea har nu kostet en person, der ikke var passager, livet.

Tirsdag døde en 53-årig dykker, som ledte efter lig i vandet omkring færgen.

Det oplyser talsmand for kystvagten Ko Myung-suk.

Dykkeren var på sin første redningstur i vandet, da han fik åndedrætsbesvær på 25 meters dybde. Han mistede bevidstheden og blev efterfølgende erklæret død på hospitalet.

Omkring 10 andre dykkere er blevet behandlet for blandt andet udmattelse, siden arbejdet med at finde savnede fra katastrofen begyndte.

Færgen Sewol kæntrede 16. april. Indtil videre er 263 mennesker bekræftet omkommet i tragedien.

I alt 476 personer var om bord på færgen. Heraf var 325 passagerer skoleelever på udflugt.

Redningsarbejdere leder stadig efter de 39 personer, der stadig står på listen over savnede. De formodes dog alle at være døde.

Færgens besætning er blevet hårdt kritiseret for sin rolle i tragedien. Kaptajnen og 14 besætningsmedlemmer er alle blevet anholdt af politiet, fordi de forlod færgen som nogle af de første, mens hundredvis af passagerer stadig var fanget inde i skibet.

Mandag valgte Sydkorea at forstærke de net, der ligger i vandet, som forhindrer lig i at drive ud på åbent hav.

Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, har tidligere undskyldt for, at det ikke lykkedes regeringen at forhindre færgeforliset, der formentlig har kostet omkring 300 personer livet.

Samtidig beklagede præsidenten, at der ikke blev ydet tilstrækkelig hjælp i de kritiske minutter efter, at færgekatastrofen indtraf.

- Jeg undskylder over for folk og beklager dybt, at mange dyrebare liv er gået tabt, sagde hun.

Regeringen er blevet kritiseret for mulig korruption og for at have slækket på sikkerheden, hvilket kan have haft betydning for katastrofen.

Der er påstande om, at færgen var overlastet, og at passagerlisten var unøjagtig og ufuldstændig.

Den sydkoreanske premierminister valgte i slutningen af april at forlade sin stilling på grund af håndteringen af tragedien.

/ritzau/AFP