Drømmer du om en tilværelse med blå blink og skrigende sirener, men fik du aldrig søgt ind som elev på politiskolen, så har du nu en sjælden mulighed for at køre patruljevogn i din fritid.
Om få dage bliver det afgjort, hvem der for fuld udrykning kan forlade en auktionshal på Midtsjælland i en af politiets gamle patruljebiler.
Læs også: Kronprinsparrets gave sat til salg
Det drejer sig om Ford Mondeo fra 2003, der ifølge Ekstra Bladet har en fortid som et af ordensmagtens mange køretøjer ved Station Ballahøj - herfra er den i en årrække kørt ud for at opretholde ro og orden i hovedstadens gader.
I skrivende stund er det højeste bud på 20.000 kroner for politibilen, der har kørt omkring 142.000 kilometer fra vejene, og som er sat til salg af auktionshuset York-Auktions.
Bilens ejer forklarer til Ekstra Bladet, at både horn og lygter fungerer fint, men at politiradioen mangler.
Den tidligere patruljevogn har været med i et par danske spillefilm, men nu har ejeren sat køretøjet til salg, da han ikke længere har plads til den.
Patruljevognens fremtid bliver afgjort på lørdag, når den om formiddagen blvier sat til salg i en auktionshal i den midtsjællandske landsby Nyrup.
Hos Rigspolitiet lyder meldingen til Ekstra Bladet, at de ikke kender til den konkrete auktionssag.
Se salgsannoncen her.