Drikkevand på Bornholm er fortsat forurenet

Holger Madsen

|

28/09/2012

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

På Bornholm skal borgerne i Allinge, Sandvig, Sandkås og Olsker fortsat koge vandet inden det bruges i madlavning.

Det oplyser Bornholms Forsyning i dag, og der skal nu tages flere prøver før der kan ske en indsnævring af området hvor vandet bør koges.

Beredskabsgruppen i forsyningen  følger udviklingen tæt.

Forureningen skete i forbindelse med et gravearbejde på Brogaard Vandværk, hvor der trængte overfladevand ind i drikkevandet.

Analyser af vandet viser, at der er bakterier i vandværkets ledningssystem, og borgerne bør derfor koge vandet inden det drikkes eller bruges til tandbørstning, madlavning eller opvask.

Effektiv kogning kræver at vandet "spilkoger" i mindst to minutter. Bedst er kogning i almindelig kedel eller gryde. Ved brug af elkedel bør ske to opkog med 2-5 minutters mellemrum. Kogning i kaffemaskiner er ikke effektiv.

Madlavning:

Det forurenede drikkevand kan bruges til kogning af kartofler, spaghetti o. lign. (hvis vandet ikke afgiver smag, lugt mv. til fødevarerne), idet mikroorganismerne dræbes af kogningen. Det forurenede drikkevand må ikke anvendes til skylning af salat eller andre rå grøntsager, som skal spises rå. I stedet kan skylningen foretages med kogt vand.

Personlig hygiejne:

Det forurenede vand kan benyttes til bruse- og karbadning, men man skal være opmærksom på, at børn ikke drikker vandet. Forurenetdrikkevand må ikke bruges til tandbørstning. Kogt vand kan anvendes. Proteser o. lign. kan  ofte renses ved at blive lagt i kogt vand.

Opvask:

Det forurenede drikkevand er ikke egnet til opvask i hånden, medmindre det har været kogt, idet det forurenede vand kan smitte via hænderne eller via genstande (indirekte kontaktsmitte).

Tøjvask:

Det forurenede drikkevand kan anvendes til vask og maskinvask.

Rengøring:

Det forurenede vand kan bruges med almindeligt rengøringsmiddel til gulvvask o.lign., men er ikke egnet til rengøring af køkkenborde, - skabe eller lign, medmindre det har været kogt. Den anvendte rengøringsklud lægges til vask efter brug.

Bornholms Regionskommune samarbejder med Bornholms Forsyning og Embedslægen om at løse problemet.