DR: Vis mig din tro

Redaktionen

11 år siden

|

19/02/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

 De er fire unge fra fire forskellige trosretninger, der ved meget om deres egen tro, og har en masse forestillinger om de andres. Nu skal de hver især vise, hvad troen er for dem og hvad den betyder i deres liv – og de andre skal deltage.

De fire deltagere i ’Vis mig din tro’ er kristne Søren Senholt fra frikirken Citykirken, muslimske Michelle Willumsen, buddhistiske Julie Brøgger og grundtvigiansk kristne Anders Mårup, og de er alle unge – og religiøse. Troen har en fremtrædende plads i deres liv, det er hele grundlaget for, hvem de er.

I DR K’s nye serie 'Vis mig din tro' inviterer de fire unge på skift hinanden indenfor i hverdagen med troen. De fire besøger hinandens hjem og er med dér, hvor troens leves ud.

De deltager i muslimsk bøn, kristen andagt og lovsang og er med til at chante på buddhistisk vis.
Fordomme og forestillinger

Forskelligt troende i Danmark ved ofte ikke meget om de andre trosretninger og deres måde at leve med troen i hverdagen, men de fire hovedpersoner i 'Vis mig din tro' har sat sig for at undersøge og diskutere hinandens tro.

På forhånd har de hver især haft fordomme og forestillinger om hinanden, og spørgsmålet er om fordommene bliver bekræftet, eller om de lærer at forstå hinandens forhold til troen.

Kig med på DR K og se om kan man være ægte kristen, mens man udskænker specialøl på en bar, om man som buddhist kan have to pelse i sit klædeskab og tro på kærlighedskarma.

Se hvordan muslimen Michelle bor og hør hvorfor hun bærer tørklæde, samt hør hvad den frikirkelige, konservative kristne Søren egentlig drikker.

’Vis mig din tro’ - fra onsdag 27. februar klokken 21.45 på DR K