DR-drama om to danskere på røven skal genindspilles i USA

admin

9 år siden

|

26/06/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det danske tv-drama "Bankerot" skal nu genindspilles i USA.

Rettighederne til serien er blevet solgt til produktionsselskabet Lionsgate, der torsdag fik en aftale på plads med tv-kanalen AMC, som har bestilt 10 episoder af serien.

Foreløbig har den amerikanske udgave arbejdstitlen "Broke", og det bliver Clyde Phillips, der skal skrive og producere den amerikanske udgave af den danske serie. Han har blandt andet stået bag den populære serie Dexter og Nurse Jackie.

Det oplyser DR.

"Bankerot" er skrevet af Kim Fupz Aakeson og handler om to venners, Thomas (Martin Buch) og Dion (Esben Dalgaard), forsøg på at åbne en restaurant og dermed få lidt lykke og succes i deres liv.

Dion er netop kommet ud af fængslet, mens Thomas og hans tavse søn Niklas fortsat lider under, at deres hustru og mor døde i et traumatisk og uopklaret trafikdrab to år tidligere.

- Ingen tvivl om, at Kim Fupz Aakesons historie om Thomas og Dion, der virkelig er bankerot, både mentalt, følelsesmæssigt og økonomisk, rammer noget universelt.

- Seriens budskab om at hvis vi står sammen og hjælper hinanden mod alle odds, så skal vi nok klare den, passer godt over hele verden og ikke mindst i USA. Det er dejligt, at serien får et nyt liv på flere sprog, siger Piv Bernth, der er dramachef i DR.

"Bankerot" er allerede solgt til den fransk/tyske tv-station Arte og til Benelux-landene, men det er første gang, serien skal genindspilles.

Den amerikanske udgave er en serie på 10 episoder af én times varighed, og den har forventet premiere i 2016.

/ritzau/