Dong inviterer danskerne ud at se på havmøller

Redaktionen

430 uger siden

|

26/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er nok de færreste, der tænker på, hvor strømmen kommer fra, når de tænder for støvsugeren, opvaskemaskinen eller natlampen.

Men nu giver Dong 4500 danskere mulighed for at komme helt tæt på de havvindmøller, der producerer strøm svarende til en million husstandes forbrug.

Med lejede færger tilbyder energiselskabet gratis ture i to weekender i september med afgang fra Grenaa Havn, Københavns Havn og Gedser Havn.

Herfra går turen ud til henholdsvis Anholt Havmøllepark, Middelgrunden og Nysted Havmøllepark, hvor man får mulighed for at se havmøllerne og snakke med de folk, der holder dem kørende.

- Vi har gennem årene holdt åbent hus på vores kraftværker. Det er lidt sværere at gøre det samme ude på havet, men nu gør vi det altså, siger Filip Engel, der er chef for branding og bæredygtighed hos Dong Energy.

Billetterne til turene uddeles via lodtrækning, og interesserede kan tilmelde sig via hjemmesiden www.goerdanmarkgroennere.dk.

Dong Energy har stået for opførelsen af hver fjerde havvindmølle i verden og driver i alt 17 havvindmølleparker rundt om i Europa - og flere er på vej.

/ritzau/