Dong Energy kommer ud af årets første ni måneder med et driftsoverskud før skat på 867 millioner kroner mod et underskud på 2,3 milliarder kroner i perioden sidste år, viser selskabets regnskab for årets første tre kvartaler.
Efter skat blev resultatet på 0,1 milliarder kroner, hvilket var 2,5 milliarder kroner højere end de første ni måneder af 2012.
- Resultatet for årets første ni måneder viser, at udviklingen går i den rigtige retning for Dong Energy, siger Henrik Poulsen, der er direktør i energigiganten.
I samme omgang opjusterer koncernen forventningerne til 2013:
- Når vi opjusterer vores forventninger for hele året, skyldes det, at alle vores fire forretningsområder leverer bedre end forudsat, siger direktøren i en kommentar til regnskabet.
Med resultatet og opjusteringen går det for alvor i den rigtige retning for koncernen.
Det bedre resultat skal også ses i lyset af, at Dong Energy for nogle uger siden fik tilført ny aktiekapital.
De nye aktionærer tegner aktier i Dong Energy for i alt 11 milliarder kroner. Heraf står Goldman Sachs for otte milliarder kroner, ATP for 2,2 milliarder kroner og PFA for 0,8 milliarder kroner. Aftalen er dog ikke endelig på plads endnu.
- I forventning om at vi snart har en endelig aftale på plads, er vores finansielle handlingsplan stort set på plads, og dermed også fundamentet for selskabets fremadrettede vækst, lyder det fra Henrik Poulsen.
- Vi har nogle ambitiøse vækstplaner, som vi ser frem til at realisere de kommende år, siger han.
Den endelige aftale med de kapitalstærke nye aktionærer forventes underskrevet inden udgangen af året.
Dong Energy er i gang med at frasælge aktiviteter, som de ikke mener hører til kerneforretningen. Der er solgt eller indgået aftale om frasalg for 9,3 milliarder kroner i forhold til målsætningen på i alt 10 milliarder kroner i årene 2013 og 2014.
/ritzau/