De røde tal på bundlinjen skal gerne vendes til sorte tal, når Dong Energy om et års tid kan kigge tilbage på 2014.
Det siger den administrerende direktør i Dong Energy, Henrik Poulsen, til Ritzau, efter at energikoncernen i 2013 har reduceret sit underskud med omtrent tre milliarder kroner til 993 millioner kroner.
- Dong Energy skulle meget gerne igen blive en overskudsforretning i 2014. Det er helt klart vores ambition, lyder det fra Henrik Poulsen, som fortsætter med at se tilbage på 2013:
- Jeg er tilfreds med udviklingen, fordi vi har formået at styrke indtjeningen ganske væsentligt.
Direktøren glæder sig samtidig over, at koncernen har reduceret sin gæld og hævet afkastet på den investerede kapital.
- Så alt i alt viser 2013, at vi bevæger os i den rigtige retning og er på det rette spor, konkluderer Henrik Poulsen.
Der er på trods af den positive udvikling stadig behov for at beholde arbejdshandskerne på, da der fortsat er områder, hvor "Dong skal gøre det endnu bedre."
- Vi har fortsat for store nedskrivninger, og det påvirker vores nettoresultat ganske negativt, siger Henrik Poulsen og fortsætter:
- Vi må samtidig også konstatere, at afkastet på den investerede kapital stadig ikke er på et tilfredsstillende niveau. Så 2013 er et meget stort skridt i den rigtige retning for Dong Energy, men vi har stadig et stykke arbejde liggende foran os.
For nylig nåede et politisk flertal på Christiansborg frem til godkendelsen af, at den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs sammen med danske ATP og PFA kan skyde kapital i koncernen og få en større ejerandel i Dong.
- Vi har primært haft fokus på at sikre en kapitalløsning, som kunne bringe koncernen videre og sikre, at vi har grundlaget for at blive ved med at investere i vores vækst, forklarer Henrik Poulsen og uddyber:
- Der har vi fundet en løsning med ATP, PFA og Goldman Sachs, og det er min forventning, at den løsning viser sig at være en god løsning for koncernen.
De tre nye investorer vil som en del af aftalen tilføre 11 milliarder kroner til Dong i egenkapital. Den endelige aftale ventes gennemført i løbet af februar.
/ritzau/