Donetsk: 89 procent er for uafhængighed

admin

10 år siden

|

12/05/2014

Dagens topnyheder

89 procent har stemt ja ved den selvbestaltede folkeafstemning om uafhængighed i Donetsk i Østukraine.

Kun 10 procent har stemt imod.

Det siger formanden for den valgkommission, som den selvbestaltede Folkerepublikken Donetsk, der har holdt søndagens folkeafstemning, har nedsat.

- Det kan betragtes som det endelige resultat, siger Roman Lijagin kort efter, at stemmelokalerne i Donetsk er lukket sent søndag.

Resultatet gælder for Donetsk-regionen, hvor valglokalerne er lukket lidt tidligere end i den anden region, Lugansk, hvor der endnu ikke er indløbet resultater.

I hele området, hvor der har været folkeafstemning, bor omkring syv millioner af Ukraines 46 millioner indbyggere.

De har været hurtigere end ventet, de prorussiske valgtilforordnede i Donetsk, men Lijagin har en forklaring.

- Det viste sig at være meget let at tælle stemmerne, for antallet af vælgere, som stemte nej, var meget lavt, så der var meget få stemmer i spanden for nejstemmer, siger han og tilføjer, at resultatet er offentliggjort lige så hurtigt, som det var klart.

Tidligere søndag sagde ledere i området, at et foreløbigt resultat kunne være klar mandag ved middagstid.

Et endeligt resultat for hele folkeafstemningen ville nok først være klar til offentliggørelse inden for to dage.

Roman Lijagin siger, at stemmeprocenten har været lige under 75 procent.

Hele folkeafstemningen er blevet fordømt og kritiseret af omverdenen, og den anerkendes ikke internationalt, heller ikke af Ukraines centralregering.

Selve valghandlingen er også foregået på en måde, der minder meget lidt om internationale standarder.

Således har der ikke været observatører, og der har ikke været kontrol med, hvordan optællingen er foregået.

/ritzau/AFP