Den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi får lov til at afsone sin straf for skattesvig ved at udføre samfundstjeneste i et år. Det har en domstol i Milano afgjort tirsdag.
Den 77-årige mediemogul og mangemillionær skal mindst en dag om ugen arbejde på et center for ældre, fastslås det.
Dommen for skattesnyd i medieselskabet Mediaset lød oprindeligt på fire års fængsel, men blev siden reduceret til et år i henhold til en lov, som Berlusconi-fløjen i parlamentet fik gennemført.
Og tirsdag blev dommen så omgjort til samfundstjeneste.
Foruden arbejdet på ældrecentret betyder afgørelsen, at den tidligere premierminister i sin afsoningsperiode ikke må omgås andre mennesker med strafferetslige domme, hvilket omfatter mindst en af hans nærmeste medarbejdere.
Der vil også være begrænsninger i forhold til, hvor meget og hvor Berlusconi må rejse hen, selvom betingelserne er noget mere lempelige end, hvis ekspremierministeren var blevet idømt husarrest.
Han får eksempelvis ikke lov til at rejse ud af Lombardiet-regionen og skal søge dispensation for ture til Rom.
Berlusconis advokater kalder straffen for "tilfredsstillende".
Silvio Berlusconi er den mest profilerede italienske politiker siden midten af 1990'erne, men hans centrum-højreparti, Forza Italia, har været hårdt ramt af den karismatiske leders politiske og retslige nedtur.
I november sidste år blev han udelukket fra det italienske parlaments overhus, Senatet, og han må ikke stille op til valg de næste seks år.
/ritzau/AFP