En 20-årig mand er idømt anbringelse på ubestemt tid på en lukket psykiatrisk afdeling for drabene på sin 64-årige far, sin 54-årige mor og sin 22-årige storebror.
Den 20-årige er desuden blevet frakendt retten til at arve sine forældre.
Det står klart, efter at Retten i Aalborg onsdag har afsagt dom i sagen.
Ifølge den tiltaltes forsvarer, Bjarne Damm Johansen, modtager den dømte dommen. Den vil således ikke blive anket til højere instans.
Den dømte stak sine familiemedlemmer ihjel på en landejendom øst for Aalborg natten til den 26. august sidste år. Han har forklaret, at han nærede et brændende had til sin familie, især faren og storebroren.
Den 20-årige har forklaret, at han følte, at forældrene altid var efter ham og stillede krav om uddannelse og job.
Den dømte flyttede hjemmefra som 16-årig, og allerede året før, har han fortalt, fik han for første gang tanken om at slå faren ihjel.
Den tanke vendte tilbage senere, da den 20-årige blev fyret fra sit arbejde på grund af for mange fraværsdage.
Hjemme hos den 20-årige fandt politiet en drejebog, der afslørede, at den voldsomme nedslagtning af familien var planlagt.
Planen var også at få det til at se ud som om, det var faren, der havde taget livet af moren og broren, fremgår det af planen.
Men planen mislykkedes, da storebroren gjorde modstand, hvorved faren og moren blev vækket, og den 20-årige selv pådrog sig en mindre skade.
Den 20-årige lider ifølge en mentalundersøgelse af skizofreni, og det vurderes, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket.
Anklager Peter Rask er tilfreds med dommen.
- Jeg er tilfreds med udfaldet af sagen. Men ellers er det svært at være tilfreds med noget i den her sag. Det er en helt forfærdelig sag, siger han.
Anbringelse på ubestemt tid er ifølge anklageren den rette sanktion i denne sag.
- Det betyder som udgangspunkt anbringelse, indtil du dør. Man kan efter fem år anmode om at komme ud, men så skal en dommer tage stilling først.
- Men typisk går der mange flere år, før man er ude. Men det kommer også an på, hvor syg man er, og om behandlingen hjælper, siger Peter Rask.
Den dømte har ikke tidligere været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, ligesom han ikke har tidligere lovovertrædelser på samvittigheden.
Den 20-årige viste ingen tegn på anger eller sorg i retten. Han afviste at afgive forklaring, men bekræftede sin tidligere forklaring under grundlovsforhøret.
Han havde heller ikke noget at tilføje, da han - som det er skik og brug i retssager - fik mulighed for at tale til retten, inden dommerne trak sig tilbage for at tage stilling.
/ritzau/