Salg af såkaldte e-cigaretter med nikotin er ulovligt i Danmark, da produktet er et lægemiddel, fastslår ny dom. Indehaver af webshop får bøde på 50.000 kroner.
I den første dom om handel med de populære e-cigaretter med nikotin er indehaveren af to webshops blevet idømt en bøde på 50.000 kroner ved Retten i Randers.
- Man skal have tilladelse efter lægemiddelloven til salg af e-cigaretter med nikotin, og der er ikke udstedt tilladelser til salg i Danmark, siger anklageren i sagen, Peter Koukoumis fra Østjyllands Politi.
Dommen er et udtryk for, at nikotin i form af e-cigaretter er et lægemiddel, der kan sammenlignes med nikotin i nikotintyggegummi, -plastre, -inhalatorer og -mundspray. De er alle godkendte lægemidler, som alene tjener det formål at tilføre brugeren nikotin.
Det er alene e-cigaretter indeholdende nikotin, der er omfattet af dommen. Man kan fortsat sælge e-cigaretter uden nikotin uden at overtræde loven.
Myndighederne skønner, at der findes over 200 forhandlere i Danmark, som altså sælger e-cigaretter med nikotin ulovligt. Mindst 25 af dem er meldt til politiet.
En Gallup-undersøgelse for Sundhedsstyrelsen har tidligere vist, at op mod 200.000 danskere ryger e-cigaretter.
Det er endnu uvist, om sagen ankes til landsretten.
/ritzau/