Dødstal efter togulykke i Congo er nu på 74

admin

10 år siden

|

27/04/2014

Dagens topnyheder

En voldsom togulykke i Den Demokratiske Republik Congo, der fandt sted i sidste uge, har indtil videre kostet 74 mennesker livet. Det fortæller landets sundhedsminister.

Mange var i flere dage indespærret i godstogsvraget, efter at det kørte af sporet i et sumpet område omkring 65 kilometer nord for byen Kamina i den sydøstlige del af landet tirsdag.

- Der er 74 døde søndag aften, fortæller sundhedsminister Felix Kabange Mikwapa.

Derudover er 163 mennesker kommet til skade.

Toget, der var fyldt med illegale passagerer, kørte ind i et sving og røg af sporet.

Ifølge ministeren blev omkring 20 lig fundet under en af de to vogne, der stadig lå på sporene fem dage efter togkatastrofen.

Toget var på vej mod Mwene-Ditu i diamantmine-provinsen Kasai-Oriental.

Vidner fortæller, at toget transporterede hundredvis af passagerer inde i toget og på toppen af vognene. Mange af dem havde betalt en nedsat billetpris for at kunne køre ulovligt uden en billet, forlyder det.

Landets infrastruktur hænger i laser efter årtiers forsømmelse og konflikt. Det betyder, at congoleserne har svært ved at rejse rundt i landet, der er på størrelse med Vesteuropa.

/ritzau/AFP