Hvorfor er danskerne vilde med Italien? Måske fordi, det er Europas mest eksotiske land, og et af de smukkeste og mest varierede. I Italien kan du få lige, hvad du ønsker dig – om det så er lange, hvide sandstrande, uspolerede bjerge, frodige vinmarker eller pulserende storbyer som Rom og Milano. Vil du på ferie på en ø med bounty-strande, eller vil du udforske små middelalder-landsbyer, er du også kommet til det rette land. Der er med andre ord al mulig grund til at gøre som tusinder af andre danskere gør hver måned året rundt – uanset om det er solferie, kulturferie eller skiferie, du ønsker: Vælge Italien, når feriedrømmen skal gå i opfyldelse. Danskerne lejer lige nu ferieboliger i Italien som aldrig før, for at komme til et sikkert land, med et dejligt klima og en skøn natur.
Eksotisme og bounty-fryd på Sardinien
Lad mig starte med det eksotiske. Vidste du, at nogle af verdens smukkeste strande faktisk ligger kun få timers flyvning væk fra Danmark? Nemlig på den naturskønne ø Sardinien, som er berømt for sine finkornede, hvide strande, bestrøet med vajende palmer og omkranset af klipper og klart, turkisblåt vand. Her og der ligger store klippeblokke spredt ud på sandet og bryder sandets bløde ensformighed – og sådan en klippe er jo ikke blot smuk, men også god at læne dig op ad, når du skal have læst den bog, du i månedsvis har haft for travlt til at starte på.
Sardinien indbyder dog ikke kun til strand-daseri af den bedste slags, men også til aktiv ferie: At cykle eller vandre på sardernes ø er en stor fornøjelse, og vil bringe dig tæt på både en smuk og vild natur og en interessant kulturhistorie: Det er på Sardinien, du finder de mystiske nuragh-tårne, som ligger spredt ud over hele øen. De er minder om en tidligere civilisation, der har beboet det italienske ø-paradis
Besøg kontrasternes by i Syditalien
Resten af Syditalien er også præget af et særligt, eksotisk strejf, og i det hele er bare mere farvemættet og intenst hernede i Mezzogiorno (”Midt på dagen”), som Syditalien også kaldes. Solen skinner med mere kraft, maden er mere krydret og huse og tøj stråler i stærkere farver end i resten af Italien. Vil du opleve en storby på disse kanter, venter Napoli – kontrasternes by på dig. Denne sydende, evigt travle storby er på mange måder et levende bevis på, at det autentiske Italien ikke er et fjernt minde. Napoli, som vi nok mere end noget andet sted forbinder med en uforfalsket italiensk identitet, byder på både et utal af historiske seværdigheder og mad lavet på særligt velsmagende råvarer, den rige muld omkring Vesuv muliggør.
Der er pt. ingen direkte fly fra Danmark til Napoli, men et besøg i den syditalienske by kan nemt indgå som en del af din ferie i eksempelvis Rom eller på Amalfikysten.
Amalfikystens udsigter over klipper og hav er rendyrket skønhed
Og nu vi taler om Amalfikysten: Velkommen til Syditaliens perle, som har tiltrukket såvel kunstneriske sjæle som almindelige rejsende i århundreder. Det er ikke uden grund, at mange anser Amalfikysten som en af de smukkeste kyster, ikke bare i Italien, men i verden. Her kan du holde ferie på små, hyggelige hoteller med balkon, højt oppe på de dramatiske klippesatser med en havudsigt, du sent glemmer. Vil du ud at vandre, er du kommet til rette sted, for her er kysten uspoleret og naturen rig – men det kræver et godt bentøj, da der er mange stejle klipper og trapper, du skal være klar til at give dig i kast med.
Skulle du have lyst til et lille ø-hop i forbindelse med din ferie på Amalfikysten, går der en færge til Capri.
Sicilien – her kan du opleve alt andet end mafiaen
Der er flere fordele ved at rejse langt sydpå. En af dem er, at sommeren bliver længere. På myteomspundne Sicilien, der blandt andet er kendetegnet af sin utroligt varierede natur, titter forårets myriader af blomster allerede frem i februar. For den vandglade gør det jo heller ikke noget, at badevandet holder en venlig temperatur godt ind i efteråret. Her kan du udforske baroktidens imponerende arkitektur i Val di Noto, tage på vandring på vulkanen Etna eller springe i bølgen blå fra en båd og studere eksotiske fisk med en af dykkerskolerne i Taormina. Sicilien er et ægte syditaliensk eventyr. Det eneste, du nok ikke kommer til at se meget til på disse kanter, er den sagnomspundne italienske mafia. Det siges – med et glimt i øjet - at den har man størst chance for at møde på børsen i Milano.
Norditalien er Europas kulturelle vugge – og kun en rejse med bil væk
Får et billede af Toscanas bølgende, grønne bakker, bestrøet med cypresser og vinstokke, dig til at drømme dig væk? Det er der ikke noget at sige til. I Toscana kan du holde ferie på alt fra store hoteller ved kysten til familiedrevne vingårde midt i det frodige landskab. Et godt glas Chianti på terrassen, mens du ser solen gå ned over vinmarkerne og planlægger næste dags aktiviteter – måske en tur til Firenze eller Siena – bliver et af dine mange søde ferieminder fra denne smukke, historiske del af Italien. Her startede den kulturelle strømning kendt som renæssancen, som langt hen ad vejen har skabt rammerne om den måde, vi tænker på i dag.
Den dag i dag emmer Toscana af historie, og hvad med en shoppingtur på Ponte Vecchia i Firenze, hvor de handlende har råbt deres gode tilbud efter kunderne siden Middelalderen? Eller måske vil du hellere bare sidde på en bakketop med et glas rødvin og kigge ud over det kuperede landskab, hvor den ene familieejede, traditionsprægede vingård afløser den anden. Dit valg – i dejlige Toscana er det næsten kun fantasien, der sætter grænser.
Umbrien er landlig idyl
Har du været i Toscana, og elskede du det, er det måske på tide at prøve Umbrien? Det er den landlige region midt i Italien, der til tider kaldes ”Toscanas lillebror”. Umbrien er dog så meget mere end blot den mindre og billigere udgave af Toscana. Her kan du virkelig komme tæt på det autentiske Italien, for eksempel når du holder ferie på en agriturismo (bondegård) omgivet af frodige bakker og dybe skove.
Nogle siger, at jo mere, de rejser rundt i hele verden, jo mere sætter de pris på Umbriens skønhed. Det er svært ikke at give dem ret, når man oplever denne velbevarede region, som på mange måder er mere historie end nutid, men som alligevel har så meget at tilbyde dig som moderne feriegæst. Jeg kan nævne vandring og cykling omkring Trasimener-søen som et eksempel på, hvad der kan give dig fantastiske minder om din rejse til Umbrien.
Agriturismo-ferie eller bondegårdsferie – kom tæt på Italien
Bondegårdsferie, som jeg nævnte ovenfor, er i det hele taget en tiltrækkende mulighed mange steder i Italien, for dig, som ikke nødvendigvis har lyst til at holde ferie på et stort hotel blandt en masse andre feriegæster. Holder du af at komme tæt på naturen og lokalsamfundet på dit feriested, er et ophold på en agriturismo med stor sandsynlighed en ferieform for dig. Her kan du tage hele familien med, og I kan nyde godt af såvel moderne komfort, swimmingpool, restaurant, hvor maden ofte er baseret på gode, lokale råvarer – samtidig med, at I bor i gåafstand eller nem køreafstand til små, hyggelige, brostensbelagte landsbyer, hvor I kan nyde en espresso i skyggen på torvet, når I har lyst til at trække jer lidt tilbage fra eftermiddags-varmen.
Agriturismo’er findes overalt i Italien – lige fra Piemontes dale omgivet af dramatiske tinder i nord, til Sicilien i syd. Mange er meget velegnede til børnefamilier, hvor andre mere henvender sig til par, der vil nyde tosomheden.
Adriaterhavskysten er strandliv tæt på kulturbyer
Norditalien handler dog ikke kun om Toscanas vingårde og kulturbyer. I denne del af Italien finder du også de kilometerlange, hvide sandstrande på Adriaterhavskysten, hvor solstrålerne blinker om kap på bølgerne, og børnefamilierne kan nyde samvær og godt humør på de mange resorts lige ved stranden.
Vi befinder os i Veneto, og måske siger navnet dig ikke det helt store, men hvis jeg nu siger Venedig, så er jeg ikke i tvivl om, at du allerede er i gang med at drømme dig væk. Uanset, om man har besøgt Venetos hovedstad med de stemningsfulde kanaler og den unikke arkitektur, har man som regel et mentalt billede af byen. Et billede fuld af romantik, skønhed og gondoler, der glider på køligt, stille vand. Stednavne som Sukkenes Bro og Markuspladsen giver de fleste en frydefuld fornemmelse og stimulerer appetitten på italienske eventyr. Når du holder ferie ved Adriaterhavskysten, for eksempel på Lido di Jesolo eller i Bibione, er du kun kort tids kørsel fra Venedig. En badeferie ved den lækre og børnevenlige kyststrækning kan altså nemt kombineres med en tur til Venedig – ikke mindst, hvis du holder kør-selv-ferie eller har lejet en bil i Italien.
Husk fascinerende Verona, når du skal udforske Venetos byer
Venedig er udødelig, og en by, som selv de mest hærdede rejsende indrømmer, at alle bør besøge mindst en gang i livet. Men jeg vil ikke glemme at nævne Verona, som er den by i Italien – ud over Rom – der har flest ruiner fra romertiden, af hvilke mange er meget velbevarede. At høre live opera under åben himmel i Veronas arena, mens du nyder den lune, italienske sommeraften, er en helt unik oplevelse. Det er i smukke Verona, Shakespeares romantiske drama Romeo og Julie foregår, og det siges, at byen stadig er usædvanligt velegnet til at nyde romantiske stunder.
Rom mister aldrig sin tiltrækningskraft
Er der noget, jeg har glemt, synes du? Ja, det ville selvfølgelig være en skandale at skrive en lang artikel om Italien uden at nævne Rom. På den anden side tænker jeg, at Rom er så kendt og så nærværende i alles bevidsthed, at det ikke er nødvendigt at bruge så mange ord på Den Evige Stad. Her kan du rejse solen i møde om foråret, forsvinde ned ad små sidegader, møde nogle af de mest storslåede, arkitektoniske mindesmærker over Europas fascinerende historie, spise på små, lokale trattoria’er og moderne fusions-restauranter på Michelin-niveau. Rom har tusind ansigter, og uanset, hvor mange gange, du har besøgt Italiens hovedstad, tør jeg næsten godt love dig, at det altid vil være svært for dig at sige ”Denne gang blev den sidste.”
Mode, storbystemning og stil i Milano
Storbyferie og Italien er dog ikke kun lig med Rom. Milano er en imponerende og evigt pulserende storstad, som overses af mange danskere. Her i mode-mekka’et over dem alle møder du essensen af det stilfulde Italien – det gælder både selve byen og dens indbyggere. Her finder du ikke bare de store modehuse, men også mange eksempler på majestætisk arkitektur fra fordums tid, for eksempel domkirken. Et besøg i Milano kan også med fordel kombineres med udforskning af andre dele af smukke Lombardiet, som er kendetegnet af de altid dragende alper og de storslåede søer Maggiore, Como og Garda.
Jeg kunne skrive om Liguriens farverige huse og stejle klippekyster, om Støvlelandets ”hæl”, Apulien, som er en hel historie for sig, og om alpe-regionen Sydtyrol, hvor der tales mere tysk end italiensk… Italiens variationer er uendelige, og et sted er man nødt til at sætte punktum. Det vil jeg gøre her, med det håb, at min artikel har vækket din appetit på at søge mere information om alle de muligheder, du har for at holde den perfekte ferie i Italien.