Dickow lover lummerhed på Grøn Koncert

admin

9 år siden

|

06/07/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Perversiteter og latrinær drengehumor er ikke begreber, man klassisk forbinder med den blonde, østjyde Tina Dickow. Men nu skal publikum snart få en lidt mere lummer side af sangerinden at se.

Det bedyrer Tina Dickow på sin profil på det sociale medie Facebook, efter hun lørdag gæsteoptrådte til Suspekts koncert på Roskilde Festival.

- Jeg har stadig ikke fattet, hvad der ramte mig i nat, hvor jeg havde æren af at være med på scenen, da Suspekt lukkede Roskildes Orange. Jeg har aldrig set så vild en publikumsfest, skriver hun til et billede af en fyrværkerioplyst Orange Scene.

- Jeg skal vist have skruet op for de tunge beats og lummerhederne på Grøn Koncert, hvis jeg skal gøre dem kunsten efter, konkluderer Tina Dickow efterfulgt af en glad smiley.

Tina Dickow medvirker på Suspekts hit "Helt Alene" fra 2011. De tre Vestegnsrappere Bai-D, Orgi-E og Rune Rask skal dog ikke med, når Dickow senere på sommeren turnerer med Grøn Koncert.

Her er det til gengæld lykkedes den 37-årige sangerinde at engagere kollegaen Søren Huus, hvis melankolske rockballader nok også harmonerer lidt mere med den bluesinspirerede Dickow.

Sammen skal de spille et sæt, der er "halvvejs følsomt og flot og halvvejs festligt og sjovt", siger Tina Dickow i koncertbeskrivelsen på Grøn Koncerts hjemmeside.

Hvor meget lummerhed, der også får lov at blive plads til i Dickow og Huss' fælles optræden, må publikum så bare vente og se.

Grøn Koncert spiller første gang i Kolding 16. juli. Derefter bliver der koncerter i Randers, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense og Næstved, inden Grøn Koncert lukker med en koncert i Valby Parken i København 26. juli.

Læs hele Tina Dickows opslag på Facebook her.

/ritzau/FOKUS