Indfrielsesgebyr, omprioriteringsgebyr og tinglysningsafgift. Regningen for at skifte realkreditinstitut kan hurtigt løbe op i mange tusinde kroner, og det hæmmer den frie konkurrence, mener Dansk Folkeparti, der vil gøre op med gebyrjunglen.
- Det skal være gebyrfrit for kunderne at skifte fra et institut til et andet, hvis de står i den situation, at deres nuværende institut kræver, at de skal betale mere i bidragssats, siger erhvervsordfører Hans Christian Skibby (DF).
Derudover vil partiet stramme op på retningslinjerne om god skik i branchen, så kunderne skal have en ordentlig forklaring, hvis institutterne hæver priserne.
- Hvis ikke man har en god dokumentation for, at det er nødvendigt - for eksempel nye lovkrav - så vil man ikke fremover kunne sætte bidragssatsen op, siger Skibby.
Debatten om priserne i realkreditinstitutterne er blusset op, efter at Totalkredit, der er en del af Nykredit-koncernen, har besluttet at hæve de bidragssatser, som långiverne betaler, med den begrundelse, at koncernen skal polstre sig finansielt.
Mange kunder er rasende over prisstigningerne, men flere har også anført, at de føler sig stavnsbundet, da omkostningerne ved at skifte til et andet realkreditinstitut er for høje til, at det kan svare sig.
Det har fået et politisk flertal med blandt andre Dansk Folkeparti til at kræve, at Nykredit dokumenterer koncernens påstand om, at det er regulatoriske krav, der ligger til grund for prisstigningerne.
Nykredit har på den baggrund inviteret Folketingets erhvervsudvalg til at komme og kigge koncernen i kortene på et møde fredag.
Hans Christian Skibby takker for invitationen, men han regner ikke med, at der kommer det store ud af det.
- Politikerne er jo ikke specialister i at gennemgå store koncernregnskaber. Jeg har ikke noget imod at komme til et møde og drikke kaffe med Nykredit.
- Men det ændrer ikke på sagens tilstand: At danske realkreditinstitutter lever op til de kapitalkrav, der er nu. Så på mig virker det en kende mærkeligt, at man lige pludselig mangler 25 milliarder kroner.
/ritzau/