DF og EL garanterer brug af hengemt trafikmilliard

admin

|

22/01/2014

Dagens topnyheder

Der er på ingen måde tale om, at regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten negligerer den kollektive trafik, når partierne ikke fuldt ud har udnyttet en pulje på én milliard kroner til forbedringer af den kollektive trafik - blandt andet i forhold til billigere billetter.

Både Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, og Enhedslistens ditto, Henning Hyllested, garanterer, at den ubrugte sum på 472,7 millioner kroner nok skal blive brugt på sigt - i efteråret har man blot haft fokus på at lande gigantaftalen om togfonden.

- Det er klart, at der kan være forskydninger i forhold til at bruge pengene i et bestemt år. Men det er jo så glædeligt, og det betyder bare, at vi kan gøre en ekstra indsats i året efter.

- Pengene skal nok blive brugt på kollektiv trafik. Det kan jeg godt garantere, siger Kim Christiansen.

Han forklarer, at en af grundene til, at pengene står ubrugt hen, skyldes, at der er tale om "flydende ordninger". Eksempelvis har man sat penge af til at sænke billetpriser i døde perioder, og der afhænger udbetalingen så af, hvor mange der har brugt det.

Ifølge Henning Hyllested er en anden forklaring, at nogle af aftalerne - eksempelvis til indkøb af materiel - først kan endeligt udmøntes i de kommende år, hvor pengene så skal bruges.

- Jeg har lært, at det mange gange tager tid at rulle det her ud. Vi ignorerer bestemt ikke den kollektive trafik. Pengene er ikke spildt, og vi skal nok komme til at få dem brugt, lover han.

De Radikales transportordfører, Andreas Steenberg, lægger op til - som følge af de massive investeringer gennem togfonden - at man gentænker brugen af trafikmilliarden over de kommende år.

- Det er faktisk meget fornuftigt, at man har udskudt brugen af disse midler, fordi man med togfonden har ændret forudsætningerne helt. Det drejer sig blandt andet om en ny strategi for indkøb af eltog, siger Steenberg

Puljen på én milliard blev til i 2012, da regeringen måtte skrotte den københavnske betalingsring. Af puljen er halvdelen øremærket billigere bus- og togbilletter, mens den anden halvdel er afsat til forbedringer af det materiel, de rejsende lader sig transportere med.

/ritzau/