Mere end tre måneders forhandlinger om en ny kollektiv overenskomst for Norwegians skandinaviske piloter er tæt på at gå i hårdknude. Hvis ikke Norwegians ledelse og piloter kommer frem til en aftale inden lørdag, forventes piloterne at strejke.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB mandag.
Fra torsdag skal en forligsmand mægle mellem parterne, og lørdag nat udløber mæglingsfristen. Piloterne i Norwegian vurderer, at der stor fare for en strejke, da striden handler om grundlæggende, principielle spørgsmål.
- Det overordnede er, at udgifterne til piloterne i Norge, Sverige og Danmark er for høje. Der kræves, at vores vilkår forværres drastisk, siger Halvor Vatnar, formand for Norwegian Pilot Union.
Norwegians ledelse kræver blandt andet, at piloternes lønniveau fastfryses, og at deres arbejdsdage bliver længere, oplyser Halvor Vatnar.
Op mod 200 piloter risikerer at blive afskediget, hvis ikke parterne når frem til en aftale, der reducerer flyselskabets udgifter til piloterne, advarer Norwegians ledelse ifølge NRK.
Formanden for Norwegian Pilot Union beskylder i den norske avis VG Norwegians administrerende direktør Bjørn Kjos for at ville af med piloternes fagforening.
- Han vil ikke have fastansatte piloter, men vil hyre piloter til uanstændige vilkår. Vi skal plages, og vores overenskomst skal ødelægges, siger Halvor Vatnar.
Informationschef i Norwegian Lasse Sandaker-Nielsen afviser påstanden om, at selskabet ikke vil have fastansatte piloter. Han peger på den hårde konkurrencesituation i flybranchen som en årsag til, at Norwegian skal spare.
I foråret 2014 havde flyselskabet et underskud på 1,6 milliarder norske kroner.
- I lyset af det er der ingen tvivl om, at vi må omstille os for at kunne overleve i fremtiden, siger Lasse Sandaker-Nielsen.
/ritzau/