Det er slut med at købe en rugemor i Indien

admin

|

28/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er slut med, at fattige indiske kvinder bruges af barnløse udlændinge som rugemødre. Det siger den indiske regering onsdag.

"Lej en mave" er ellers en bommende industri i Indien. Sundhedseksperter skønner, at der omsættes for lidt under en milliard kroner om året, og at markedet vokser med 20 procent om året.

Men kritikerne siger, at der mangler lovgivning for at forhindre, at unge og fattige indiske kvinder udnyttes.

I et regeringsdokument, der er sendt til Indiens Højesteret onsdag, lader regeringen forstå, at "den ikke støtter kommerciel brug af rugemødre".

- Ingen udlændinge kan benytte sig af rugemødre-tjenester i Indien, hedder det i erklæringen til Højesteret. Det er udelukkende forbeholdt "indiske ægtepar".

Tusindvis af barnløse ægtepar, mange fra Europa og USA, har fået fattige indiske kvinder til at bære deres fostre indtil fødslen.

Indien, der har billig teknologi, dygtige læger og en stadig strøm af lokale rugemødre, er et af de forholdsvis få lande, hvor de barnløse udlændinge mod betaling kan låne en anden kvindes krop til at få et barn.

Det er forbudt i flere europæiske lande at benytte sig af rugemødre, og der er skrappe regler i USA.

De indiske rugemødre bruges til at indsætte et befrugtet æg fra en fremmed i livmoderen eller alternativt at blive insemineret med sæd. Det har ført til en øgning af fertilitetscentre i Indien, som kan håndtere processen.

Højesteret er på grund af en klage i gang med at undersøge, hvordan rugemødre benyttes, og domstolen har bedt regeringen om at fastlægge nye regler for industrien.

Ifølge de eksisterende indiske regler kan udenlandske ægtepar indgå aftaler med rugemødre, hvis de er mand og kvinde. Men homoseksuelle par og enlige har siden 2012 haft forbud mod at benytte sig af rugemødre.

Det koster mellem 120.000 og 200.000 kroner at købe en rugemor i Indien. Heraf får rugemoren cirka 54.000 kroner.

/ritzau/AFP