Det er blevet dyrere at købe fast ejendom

admin

10 år siden

|

08/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Huspriserne steg med 2,3 procent i oktober, mens lejlighedspriserne blev øget med en procent, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Og ser man bort fra juni 2013, ligger de nuværende huspriser på det højeste niveau siden sommeren 2011.

- Set over det seneste år er boligprisudviklingen også ganske positiv. Huspriserne er steget med 3,3 procent, mens lejlighedspriserne er steget med ikke mindre end 10 procent, siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.

Nordeas har regnet på udviklingen i priserne. Tager man udgangspunkt i et hus, som kostede 1,5 millioner kroner for et år siden, koster det hus i dag 1.548.800 kroner.

- Det svarer til en stigning på 48.800 kroner på ét år og må betragtes som et ganske godt tilskud til friværdien for husejerne, siger boligøkonomen.

Prisen på en tilsvarende lejlighed, der kostede 1,5 millioner kroner for et år siden, ligger i dag på 1.650.400 kroner.

- Lejligheden er med andre ord steget med 150.400 kroner det seneste år. Det svarer til, at boligejerne har sparet 12.500 kroner op hver eneste måned som følge af stigningen i deres friværdi, eller 418 kroner om dagen, siger Lise Nytoft Bergmann.

Men selv om priserne er steget det seneste år, er der stadig lang vej til toppen.

- Da prisen på det hus og den lejlighed, som vi regnede på ovenfor, toppede i 2007 henholdsvis i 2006, kostede huset 1.843.200 kroner, mens lejligheden kostede 1.964.300 kroner, påpeger Nordeas boligøkonom.

Lone Kjærgaard, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, siger, at dagens tal trods alt er særdeles opløftende. Sammen med en generel bedring i økonomien og lave boligrenter varsler det godt for udviklingen på boligmarkedet i 2014.

- Selv om situationen på boligmarkedet visse steder i landet stadig kan føles lidt halvsur, varsler dagens tal, at den vintermørke tid på det danske boligmarked er ved at lakke mod enden, siger Lone Kjærgaard.

/ritzau/