De næste par dage bliver kolde og kan byde på solid nattefrost. Ud over at huske de uldne sweatre betyder det, at husejere skal være opmærksomme på, at rotterne trækker tættere ind på og i de danske hjem.
Det fortæller Dansk Byggeri, der opfordrer folk til at være opmærksomme og ikke mindst sørge for, at kloakkerne under deres huse ikke er i forfald.
- Det kan godt lyde lidt som en skrækfilm. Men der er ingen tvivl om, at når vi har en frostperiode, vil man opleve et stigende antal anmeldelser om rotter, siger chefkonsulent i Dansk Byggeris kloaksektion Mikael Mortensen.
Tendensen til, at rotter trækker ind i husene, er blevet forstærket i takt med, at det offentlige har investeret i opgradering af kloaknettet. Under husene er kloakkerne dog ofte stadig hullede og gamle.
- Rotterne skal nu finde andre steder at være, og det er ofte oppe i de kloakker, der ligger under privat grund. Rotter skal jo have et ordentligt sted at bo, og det får de lettest ved at gnave sig igennem de gamle rør under husene, siger Mikael Mortensen.
Det er ikke småting, de frysende rotter kan forurette af skade, når de rykker ind fra kulden. Rotter gnaver i ledninger, i vægge og alt, hvad de kan komme i nærheden af.
- De kan splitte en hel gulvkonstruktion ad. Og på det tidspunkt kommer de jo op i husene, hvor man kan begynde at lugte dem. Et hus kan blive fuldstændig ubeboeligt, hvis der går rotter i det, siger Mikael Mortensen.
Dansk Byggeri og Mikael Mortensen opfordrer de danske husejere til at være opmærksomme på at renovere deres kloakker og så ellers sikre sig med rottefælder.
- Det er ofte det synlige, husejerne reparerer på, og kloakken, der bliver glemt. Men det er meget store skader, rotterne kan nå at lave, hvis ikke man stopper dem, siger han.
/ritzau/