De var egentlig bare kommet for at fejre den amerikanske nationaldag. Men gæsterne ved sanger Billy Joels 4. juli-fest fik meget mere for pengene.
De blev nemlig samtidig vidner til Joels bryllup med sin kæreste gennem flere år Alexis Roderick. Det skriver magasinet People.
- Parret overraskede deres gæster ved den årlige 4. juli-fest ved at sige ja til hinanden foran deres familie og venner, fortæller sangerens talsmand i en en officiel udtalelse til magasinet.
Den intime ceremoni, som parret således havde planlagt, skulle falde sammen med amerikanernes fejring af nationaldagen, blev forrettet af Billy Joels mangeårige ven New Yorks guvernør Andrew Cuomo.
Blandt gæsterne ved Joel og Rodericks bryllup i hjemmet på Long Island i staten New York, var blandt andre sangerens næsten lige så berømte datter sangerinden Alexa Ray og skuespilleren Kevin James.
Inden sommeren er omme, kan Billy Joel, som er rundet de 66, og hans udkårne Alexis Roderick på 33 år, fejre endnu en lykkelig begivenhed.
Parret, som har været sammen siden 2009, venter nemlig deres første barn, en lille pige, som Roderick er sat til at føde senere denne sommer.
Billy Joel, der slog igennem med sit store hit "Piano Man" tilbage i 1973, turnerer fortsat rundt i USA, hvor han giver koncerter med et udpluk af sange fra sin lange solokarriere.
/ritzau/FOKUS