I 1994 blev en stribe af optagelserne udsendt med stor succes på ’Live at the BBC’, og nu følger yderligere 37 ikke tidligere udsendte spor i form af ’On Air - Live at the BBC Volume 2’.
Kollektionen bærer nærmest uundgåeligt præg af, at de mest interessante numre ganske naturligt røg på forgængeren, men selv det tredjebedste med The Beatles er jo bedre end det meste.
Drengede charmører
Blandt højdepunkterne er en forrygende udgave af Little Richards ’Lucille’, hvor Paul McCartney synger og skriger så uimodståeligt, at man sagtens kan forstå, tøserne hvinede, når de så bare skyggen af The Beatles.
John Lennon fører an gennem en ligeså smittende version af Chuck Berrys ’I’m Talking About You’, der dog er et af få numre, hvor lydkvaliteten er noget tvivlsom.
Mellem sangene joker de fire drengede charmører kækt med statsradiofoniens studieværter, og ’On Air - Live at the BBC Volume 2’ inkluderer også vedkommende solointerviews med kvartettens medlemmer, som ingen nogensinde vil forveksle med Take That.
Det var tider.