DBU stoler på Uefa: Albansk stadion bliver klar til kamp

admin

10 år siden

|

02/10/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når Morten Olsen sender sit fodboldlandshold på banen 11. oktober på udebane mod Albanien i EM-kvalifikationen, bliver det på det spritnye Ruzhdi Bizhura Stadium i byen Elbasan.

Stadionet fra 1967 er i år blevet renoveret og skal huse Albaniens hjemmekampe i EM-kvalifikationsturneringen, men byggeriet er endnu ikke færdiggjort.

Selve kampen mod Danmark er dog ikke i fare i Elbasan, meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU), som løbende modtager informationer fra det europæiske fodboldforbund (Uefa) omkring status for stadionbyggeriet.

- Vi har af Uefa fået at vide, at vi spiller der som planlagt, siger Jacob Wadland, pressechef i DBU.

- Det er et spritnyt stadion, og der bliver bygget lige op til kampen, så jeg tror ikke, vi får en oplevelse af, at stadion er 100 procent færdigt og står snorlige.

- Men det store spørgsmål er, om baneforhold og det sikkerhedsmæssige er i orden. Det skal Uefa sikre, og Uefa siger, at de ting er i orden til kampen.

- Vi så det samme før EM-slutrunden i Polen/Ukraine i 2012 og inden sommerens VM-slutrunde i Brasilien. Når man bygger et stadion lige op til en spilledato, så vil det altid være et emne, om stadion når at blive klar, siger Wadland og tilføjer:

- Da vi havde vores egne folk dernede for et par uger siden, var stadion ikke klar, men vi fik løfter fra Uefa om, at det ville det blive, og de løfter er blevet gentaget.

- Uefa skal kvalitetssikre de stadioner, der spilles på, så jeg kan slet ikke forestille mig, at vi kommer til et stadion, hvor omklædningsfaciliteterne eller andet ikke er i orden.

Morten Olsen har fulgt sagen fra distancen. Han holder fokus på det sportslige.

- Selve banen er vist den bedste, du kan få i Albanien, men det handler om, at selve stadion skal være klar sikkerhedsmæssigt og sådan nogle ting.

- Uefa har nogle standarder om, at banen skal være sådan og sådan, og det vi dagligt får tilsendt af informationer og billeder viser, at banen umiddelbart ser fin ud.

- Vi skal koncentrere os om at komme derned og spille kampen. Alt andet må arrangørerne, altså Uefa, have styr på. Det stoler vi på, at de har. Der er kontrol over situationen, så jeg håber ikke, at vi møder problemer, siger landstræneren.

Både Danmark og Albanien er kommet godt fra start i kvalifikationen. Danmark vandt i første spillerunde 2-1 over Armenien, mens Albanien sensationelt slog Portugal 1-0 på udebane.

/ritzau/