DBU: Skadet Agger er tvivlsom til landskampe

admin

10 år siden

|

10/11/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Landsholdsanfører Daniel Agger bliver behandlet i sin klub Brøndby og er tvivlsom til fodboldlandskampene mod Serbien og Rumænien.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union på sin hjemmeside.

- Agger har fået en mindre forstrækning i lysken. Vi har derfor besluttet, at han bliver i klubben og får behandling der. Vi har aftalt med Brøndby, at vi løbende holder kontakt, men vi må erkende, at han er særdeles tvivlsom til på fredag, siger landsholdets læge Søren Kaalund.

Landstræner Morten Olsen har som erstatning udtaget Jannik Vestergaard fra bundesligaklubben Hoffenheim.

Han sad på bænken i hele kampen, da Hoffenheim lørdag tabte med 3-4 til FC Köln. Jannick Vestergaard forventes at støde til landsholdstruppen mandag aften.

Daniel Agger blev skiftet ud i pausen af søndagens superligakamp mod Hobro, hvor Brøndby tabte med 0-3. Agger sagde selv efter kampen, at skaden var opstået allerede efter få minutters spil.

Ved samme lejlighed gav Brøndbys sportschef Per Rud udtryk for, at Daniel Agger måske slet ikke kommer på banen mere i år.

Danmark møder fredag Serbien i en EM-kvalifikationskamp, mens næste uges kamp mod Rumænien er en testkamp.

Daniel Agger var også skadet, da Danmark indledte EM-kvalifikationen med en kamp mod Armenien. Da var skaden opstået under landsholdets træning i Helsingør.

/ritzau/