DBU bekræfter: Silkeborg er i Superligaen

admin

|

30/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Silkeborg kan allerede nu juble over oprykning til Superligaen, selv om der endnu resterer to spillerunder og holdet efter torsdagens 2-2-resultat mod Vejle endnu ikke kunne føle sig sikker.

I mellemtiden er der nemlig sket det, at midtjyderne har fået tildelt en skrivebordssejr på 3-0 og tre point for kampen mod Vendsyssel FF i mandags.

Dermed er silkeborgenserne otte point foran Lyngby på tredjepladsen i Nordicbet Ligaen og kan ikke længere hentes.

Silkeborg tabte oprindeligt kampen 0-1, men Silkeborg klagede senere over, at nordjyderne havde brugt danmarksseriespilleren Thomas Hansen som indskiftningsspiller kort før tid.

Hansen spillede for klubbens andethold i fredags og måtte derfor ikke bruges i mandagens kamp, der tilhørte samme spillerunde, men var flyttet frem.

Det var man i Vendsyssel FF imidlertid ikke opmærksom på, og det får ikke kun konsekvenser for Silkeborg. Nordjyderne mister i kraft af skrivebordsnederlaget tre vigtige point i bundkampen.

Vendsyssel har dog mulighed for at anke afgørelsen, som DBU's disciplinærudvalg har truffet fredag eftermiddag, men det lader dog ikke umiddelbart til at blive aktuelt.

- Det betyder, at vi taber kampen med 3-0. Det betyder desværre også, at vores situation i bunden af rækken forværres, skriver Vendsyssels sportschef Jacob Krüger på klubbens hjemmeside.

Silkeborg rykkede ned i Nordicbet Ligaen for et år siden, da holdet sluttede sidst i Superligaen, syv point efter OB på tiendepladsen.

/ritzau/