Danskerne holdt sig inden døre under Egons rasen

admin

9 år siden

|

11/01/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mange danskere valgte at holde sig indenfor i varmen, mens stormen Egon brølede hen over landet natten til søndag.

Fra de fleste politikredse lyder det, at natten har været usædvanlig rolig, og der er ingen meldinger om personer, som er kommet til skade på grund af det voldsomme blæsevejr.

Mest dramatisk har det været i Nordjylland, hvor to husgavle styrtede sammen lørdag aften. I Aalborg måtte 29 mennesker tage dynerne med ud i byen og finde et andet sted at sove, da en gavl på en fireetagers ejendom gav efter for blæsevejret.

Det samme skete i Frederikshavn længere nordpå. Her flåede blæsten ydermuren af en boligblok, og politiet måtte evakuere ti personer fra to opgange.

- Stormen har simpelthen suget gavlens ydermur ned, mens indermuren fortsat er intakt. Hjemmeværnet er sat til at bevogte ejendommen og sørger for, at ingen personer kommer i nærheden af bygningen, siger Jan Stagsted, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

I Esbjerg-området har der været en del færdselsuheld i nattens løb, men uden alvorligt tilskadekomne.

- På grund af stormen kommer der pludseligt kraftige byger med slud og hagl. Det gør vejbanerne våde og fedtede, så man ikke kommer ned i fart, så risikerer bilisterne at ryge af vejen, siger vagtchef Jan Stokholm fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Beboerne langs Varde Å er desuden blevet advaret om risiko for oversvømmelser, fortæller han.

I Aarhus har Park Allé siden lørdag aften været lukket for trafik, fordi tagplader på byens rådshus har revet sig løs og blafrer i den kraftige blæst. Politiet ved endnu ikke, hvornår afspærringen ophæves.

På Fyn fortrak stormen i løbet af aftenen.

- Det har været en ekstrem rolig nat. Nærmest som en hverdagsaften, siger vagtchef Kim Munksgaard.

Hos politiet i København fortæller vagtchef Carsten Reenberg, at "der ikke har været så meget knald på byen som normalt".

Stormen har fået flere stilladser til at gynge en smule, men ingen har revet sig løs, fortæller han.

Hos Nordsjællands Politi er den største bekymring stigende vandstand i blandt andet Roskilde Fjord.

- Men det har ikke været nødvendigt at evakuere nogen, siger pressekoordinater Henrik Suhr.

/ritzau/