Det var ikke kun de fysiske butikker, der oplevede en fremgang i omsætningen, da det amerikanske udsalgsfænomen Black Friday ramte Danmark i sidste uge.
En ny undersøgelse, som er lavet blandt Forening for Dansk internet Handel (FDIH) medlemmer, viser, at 63 procent af de danske netbutikker oplevede en fremgang i omsætningen på mere end 30 procent takket være Black Friday.
Black Friday er et amerikansk fænomen, hvor butikkerne ifølge traditionen sætter sine varer voldsomt ned dagen efter Thanksgiving for blandt andet at sparke julesalget i gang.
Ifølge Annette Falberg, administrerende direktør i FDIH, er stigningen herhjemme et bevis på, at fænomenet nu også for alvor har ramt Danmark.
- Vi kan konstatere, at der er sket næsten en fordobling i antallet af netbutikker, som holder Black Friday sammenlignet med 2013.
- E-handlerne kan i højere grad mærke presset fra forbrugerne og konkurrenterne, da hele 4 ud af 10 netbutikker, som holdt Black Friday i år, fortalte at det var en spontan beslutning i ugen op til fredagen, siger Annette Falberg.
Hun forventer, at fænomenet bliver endnu mere udbredt næste år.
- Baseret på svarene fra vores e-butikker vil mange flere deltage næste år. 36 % af de butikker, som ikke havde Black Friday-tilbud i år, fortæller, at de hopper med på bølgen i 2015.
- Det er værd at bemærke, at knap halvdelen af netbutikkerne med Black Friday-udsalg oplevede at få kontakt med nye kunder. Så det er næppe overraskende, at alle Black Friday-butikker fra i år også er med til næste år.
- Det amerikanske udsalgsfænomen er kommet for at blive, også på nettet, konstaterer Annette Falberg.
/ritzau/