Danskerne fylder sig med kosttilskud

admin

|

27/03/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Gulerødder, broccoli og korn er nogle af de sundeste madvarer fra madpyramiden, vi kan fylde os med. Og vi danskere er gode til det.

Men selvom langt de fleste får dækket deres behov for vitaminer og mineraler gennem kosten, er kosttilskud særdeles udbredt i den danske befolkning, viser en opgørelse fra DTU Fødevareinstituttet.

Ifølge opgørelsen tager seks ud af 10 danskere et eller andet kosttilskud, og det er et af de højeste forbrug i Europa.

- Det er ret overraskende, at så mange tager kosttilskud, set i lyset af at der ikke findes nogle anbefalinger om at tage kosttilskud, hvis man er sund og rask, siger seniorforsker på DTU Fødevareinstituttet Vibeke Kildegaard Knudsen.

Ifølge opgørelsen, som har undersøgt næsten 4000 personers forbrug af kosttilskud, er det især multivitamin- og mineraltilskud, folk spiser.

Testpersonerne er i alderen fire til 75 år og er ikke blevet spurgt om, hvorfor de spiser kosttilskud, men Vibeke Kildegaard Knudsen vurderer, at det høje tal et udtryk for, at danskerne vil være sikre på at få nok vitaminer.

- Mit bud er, at det er en form for sikkerhed. Så er folk på den sikre side, hvis de ikke skulle få nok fra kosten, lyder det.

Opgørelsen viser desuden, at 60 procent af børn i alderen fire til ni år får multivitamin- og mineraltilskud, mens halvdelen af de 10 til 17-årige og cirka halvdelen af de voksne tager den type kosttilskud.

Det er i højere grad kvinder end mænd, der tager kosttilskud. Dog stiger mænds forbrug af kosttilskud med længden af deres uddannelse.

Ud over multivitamin- og mineraltilskud er fiskeolie, calcium og D-vitamin-tilskud nogle af de populære blandt danskerne.

/ritzau/