Danskere bruger flere penge på brugte biler

Elo Christoffersen

11 år siden

|

17/05/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danskerne elsker at købe biler. Nye som brugte. Sidste år blev der købt 170.000 nye biler og handlet over en halv million brugtbiler.

Nu viser en analyse fra BilBasen og Spar Nord, at vi rent faktisk bruger flere penge på at eje en brugt bil end en ny.  I gennemsnit bruger vi 1,49 kroner pr. kørte kilometer på at eje en af de 15 mest solgte nye biler, mens vi brugte 0,90 kroner mere eller 2,39 kroner pr. kørte kilometer på at eje en af de 15 mest solgte brugtbiler.

- Vi køber de helt små biler fra ny, og omvendt de større brugte. Det er en tendens, der er forstærket gennem de seneste fire år, og den har aldrig været tydeligere end nu. Derfor bruger vi flere penge på at købe og eje en brugtbil sammenlignet med ejerskabet af en ny, siger Jan Lang, markedsanalytiker for BilBasen og Bilinfo.

Læs flere nyheder om biler her

Analysen er lavet på baggrund af de 15 mest solgte nye og brugte biler i de seneste 12 måneder. Den viser, at 13 ud af 15 nye biler tilhører de mindste klasser, mens det modsatte var tilfældet med de brugte, hvor 12 ud af 15 var større biler i firma- og familiebilklassen.

- Det bemærkelsesværdige ved markedet for minibiler i Danmark er, at det ikke er en generel forbrugslyst, der driver salget. Det er derimod en udpræget spareiver, siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm med henvisning til, at forbrugertilliden i Danmark det seneste år har været frosset fast på et lavt niveau.

Tendens vil fortsætte

Der er ingen tegn på, at vi vil bruge flere penge på nye biler i den kommende tid. Danskerne køber små, nye biler i et omfang, der er europæisk rekord, og tendensen er forstærket gennem hele 2012 og starten af 2013.

Fakta om undersøgelsen

De nye biler koster i gennemsnit 119.000 kroner

De brugte biler koster i gennemsnit 137.000 kroner

Service og vedligeholdelse for de nye biler koster i gennemsnit ejerne 11.800 kroner de første tre år

Service og vedligeholdelse for de brugte biler koster i gennemsnit ejerne 19.200 kroner gennem tre år

Afskrivning koster i gennemsnit ejerne af de nye biler 58.000 kroner de første tre år

Afskrivning koster i gennemsnit ejerne af brugte biler 63.000 kroner gennem tre år

Finansiering og forsikring koster i gennemsnit ejerne af de nye biler 39.000 kroner de første tre år

Finansiering og forsikring koster i gennemsnit ejeren af de brugte biler 51.000 gennem tre år

Det koster samlet 1,49 kroner pr. kilometer for en ejer af en ny bil de første tre år

Det koster samlet 2,39 kroner pr. kilometer for en ejer af en brugtbil gennem tre år