Aston Martin nummer 95 med den rent danske besætning halser efter flere af konkurrenterne, da lørdag blev til søndag i 24-timers løbet Le Mans.
I LM GTE Pro-klassen ligger den danske Aston Martin nummer seks med fire omgange op til den førende i klassen, der ligeledes er en Aston Martin.
Trioen med Marco Sørensen, Nicki Thiim og Christoffer Nygaard tog ellers føringen i klassen i første time, men oplevede siden problemer og måtte holde over 30 minutter i pitten tidligt lørdag aften.
Derfor bliver det vanskeligt at tage sejren, men køreren Marco Sørensen er dog fortrøstningsfuld i forhold til at hente de to Ferrari-biler, der ligger foran dem i klassen.
- Bilen kører godt, og vi tror på, at vi kan slutte foran ferrarierne, og så må vi se, om vi kan komme helt til tops.
- Det bliver svært, hvis de andre foran ikke får problemer, erkender Marco Sørensen.
I samme klasse ligger Michael Christensen nummer tre i sin Porsche.
David Heinemeier Hansson kører i LM P2-klassen i en Ligier, men danskerens bil er over 20 omgange efter den førende bil i klassen.
Lige så langt efter er Kristian Poulsen i sin Corvette i LM GTE Am-klassen.
Danmark er ikke repræsenteret i løbets hurtigste klasse, LM P1, hvor Tom Kristensen plejede at køre. Ved midnat fører Porsche med henholdsvis seks og 23 sekunder ned til to jagtende Audi-racere.
/ritzau/