Dansker på Krim: Der har været rig mulighed for snyd

admin

|

16/03/2014

Dagens topnyheder

Der kan meget vel være fusk bag resultatet, når den første valgstedsmåling søndag aften viser, at 93 procent af vælgerne på den ukrainske Krim-halvø ved søndagens folkeafstemning har stemt for at tilslutte sig Rusland.

Det vurderer Europabevægelsens Jens-Kristian Lütken, der er på Krim for at overvære valget.

- Det er et forbløffende højt tal, der har stemt ja - og valgdeltagelsen virker også påfaldende høj, siger han over telefonen fra Simferopol til Ritzau.

- Stemmelisterne er otte år gamle, fik jeg forklaret af en valgtilforordnet. Det betyder, at der er mange, der er døde eller flyttet - eller som ikke står på listen, men som er blevet skrevet på i løbet af dagen.

Jens-Kristian Lütken besøgte et valgsted, hvor der mødte 250 personer op, som ikke var blandt de 1600 personer på valglisten.

- Det åbner selvfølgelig op for, at man kan snyde, hvis man vil det. En af de valgtilforordnede fortalte, at man godt har kunnet snyde, fordi de ikke har haft mulighed for at sikre, at folk ikke har stemt andre steder, siger han.

Ud over de forældede valglister beretter Jens-Kristian Lütken om hætteklædte russiske soldater foran valgstederne.

- På vej ind i byen Sevastopol, der huser den russiske flåde, måtte vi igennem et checkpoint, hvor russiske soldater gennemsøgte alle biler, siger han.

På sin vej rundt til de forskellige valgsteder har Jens-Kristian Lütken i løbet af søndagen oplevet meget forskellige reaktioner på valget.

- I byen Baktjisaraj, hvor der bor mange krimtatarer, har de fleste boykottet valget. Det valgsted, vi besøgte, havde kun en valgdeltagelse på syv procent.

- Men i Sevastopol, som er den mest prorussiske by på Krim, var der en helt anden løssluppen feststemning. Folk gik rundt med russiske flag, dyttede i deres biler, og folk råbte "nu skal vi hjem til fædrelandet", fortæller han.

Det endelige valgresultat ventes at komme mandag, men både den midlertidige regering i Ukraine, EU og USA har på forhånd erklæret det ugyldigt og ulovligt, fordi det er i strid med Ukraines forfatning.

/ritzau/