Dansker er savnet i uroramte Ukraine

admin

10 år siden

|

02/02/2014

Dagens topnyheder

En dansk statsborger meldes savnet i Ukraine, mens flere end 50.000 mennesker søndag er på gaden i hovedstaden, Kijev, i nye demonstrationer mod landets regering.

Det bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice overfor DR Nyheder.

- Udenrigsministeriets Borgerservice har kendskab til en sag, hvor pårørende savner en dansk statsborger i Ukraine. Ambassaden yder konsulær bistand.

- Vi har tavshedspligt i personsager og kan derfor ikke komme med yderligere oplysninger, siger en medarbejder fra Udenrigsministeriets Borgerservice til DR.

Det er angiveligt en dansk kvinde, der er meldt savnet siden tirsdag.

Ukraine har været ramt af en indenrigspolitisk krise, siden præsident Viktor Janukovitj i slutningen af november lagde en associeringsaftale med EU på is og i stedet indgik en aftale med Rusland.

Siden har demonstrationerne udviklet sig til et krav om præsidentens afgang.

Præsidentens kontor oplyser søndag, at han efter nogle dages sygdom vender tilbage til arbejdet mandag.

/ritzau/