Niklas Landin er den bedste målmand i den tyske bundesliga i håndbold.
Den danske landsholdsmålmand fra Rhein-Neckar Löwen blev søndag aften kåret som ligaens bedste målmand. På den måde fik den 25-årige håndboldspiller et lille plaster på såret efter, at hans klub lige akkurat missede det tyske mesterskab.
Det er ligaens trænere og sportschefer, som har stemt om Bundesligaens bedste, og Niklas Landin fik 16 stemmer - seks mere end sidste års vinder Mattias Andersson fra Flensburg-Handewitt. Silvio Heinevetter fra Füchse Berlin fik fem stemmer på tredjepladsen.
Niklas Landin reddede blandt andet 24 straffekast i 34 kampe i den forgangne sæson. Han har kontrakt med klubben indtil næste sommer.
Danmarks nye landstræner Gudmundur Gudmundsson løb desuden med hæderen som årets træner, mens schweizeren Andy Schmid blev kåret til årets spiller. Også han kommer fra Rhein-Neckar Löwen.
/ritzau/