Grænsekontrollerne har sat en effektiv stopper for meget af asylstrømningen op igennem Europa.
Alligevel kommer enkelte flygtninge og migranter fortsat den lange vej til de skandinaviske lande. Og vil de til Sverige, sker det, at de forsøger sig med en hyrevogn på danske plader over Øresundsbroen.
- i juli blev seks personer frihedsberøvet mistænkt for menneskesmugling ved Lernacken og to i Helsingborg. Ved Lernacken drejede det sig om danske taxachauffører, som kørte personer over broen.
Det skrev det svenske medie Sydsvenskan i weekenden på baggrund af en rapport fra det svenske justitsministerium 3. august.
Ifølge svensk politi er de seks danske chauffører fra juli langt fra enestående eksempler. De har opdaget flere danske chauffører, der fragter personer uden papirer.
- Jeg tror, der har været 23 tilfælde, siger Ewa-Gun Westford, kommunikationsansvarlig i svensk politi region syd, til Ritzau.
Chaufførerne kan blive frihedsberøvet mistænkt for menneskesmugling, men det er sjældent set, at det fører til egentlige sigtelser for menneskesmugling.
Alligevel råder man i Dansk Taxi Råd chauffører til at tjekke passagerernes papirer, inden man kører dem over Øresundsbroen.
- Man skal sikre sig, at passageren har pas, og at det er et pas, der er gyldigt.
- Ellers kan man risikere at blive sigtet for menneskesmugling. Det er ikke ensbetydende med, at man bliver dømt, men det er en uheldig situation at komme i, siger direktør Trine Wollenberg.
I taxirådet er man overrasket over, at der ifølge svensk politi har været tale om over 20 sager om taxachauffører, der er blevet mistænkt for menneskesmugling.
Her har man kun været opmærksom på enkelte sager siden januar, hvor chauffører er blevet tilbageholdt for at have personer i bilen, der ønskede at søge asyl i Sverige.
- Taxachaufførerne kommer i en situation, hvor det bliver svært at udføre deres arbejde, det er desværre konsekvensen af den her grænsekontrol, siger Trine Wollenberg.
/ritzau/