Danske opfindere: Det er en historisk dag

admin

10 år siden

|

25/05/2014

Dagens topnyheder

Champagnen får lov til at ligge på køl, indtil det er hugget i granit. Men Opfinderforeningen tøver alligevel ikke med at betegne det som "historisk", at vælgerne søndag - ifølge prognoser - har stemt overvældende ja til dansk deltagelse i den europæiske patentdomstol.

- Vi åbner først champagnen, når det endelige resultat er klar. Men det er en historisk dag. Vi har kæmpet for bedre arbejdsvilkår til opfindere i de sidste 10 år, siger Vivi Aakjær, næstformand og medstifter af Opfinderforeningen.

Søndag aften er hun samlet med foreningens to øvrige stiftere og et par venner i Holstebro. Her har de med glæde kunnet følge prognoserne, siden valgstederne lukkede klokken 20.

DR's prognose viser ved 22-tiden - efter at omkring 50 procent af stemmerne er talt op - at 34,4 procent af de godt 4,1 millioner stemmeberettigede vælgere har stemt ja til patentdomstolen, mens 19,5 procent har stemt nej. Det svarer til, at knap to ud af tre vælgere har stemt ja.

Med et dansk ja tiltræder Danmark en europæisk patentreform, som ud over patentdomstolen indebærer et fælles europæisk enhedspatent. Det gør det muligt for danske virksomheder og Georg Gearløs-typer at få patent i 24 EU-lande med blot én ansøgning.

- Det sparer os for utrolig mange udgifter og en masse ekstra arbejde. Og der er især grund til at glæde sig på vegne af unge danske opfindere, som forhåbentlig får det en del nemmere, end det hidtil har været, siger Vivi Aakjær.

Beregninger fra EU-Kommission har vist, at det i dag koster omkring 240.000 kroner at søge patent i hele EU, mens det efter reformen vil det koste 35.000 kroner i gennemsnit.

Samtidig kan danske patenthavere se frem til at kunne anlægge sager ved en dansk afdeling af patentdomstolen frem for i hvert af de lande, hvor de mener, at deres patenter er blevet krænket.

Kritikere af patentreformen har blandt andet argumenteret for, at den endelige udformning af patentdomstolen fortsat er uvis. Vivi Aakjær fastholder dog, at de muligheder, der er forbundet med enhedspatentet, overskygger eventuelle risici.

Selvom det ser ud til at ende med et dansk ja til patentdomstolen, så kan de første ansøgninger om enhedspatentet formentlig først sendes af sted tidligst i 2015.

/ritzau/