Danske minkavlere melder alt udsolgt ved rekordauktion

admin

10 år siden

|

15/02/2014

Dagens topnyheder

Alt er udsolgt ved årets første og rekordstore minkauktion, hvor pelsdyravlere i løbet af den seneste uge har sat over syv millioner minkskind til salg.

Formanden for Kopenhagen Fur, Tage Pedersen, som står i spidsen for de danske minkavlere, er godt tilfreds, selvom prisen for hvert skind i gennemsnit er langt under sidste års priser.

- Det har været en stor succes. Op til auktionen var der lidt uro, fordi det var en kæmpe auktion med 7,1 millioner skind, så der var tvivl, om man kunne afsætte så mange. Men det kunne man heldigvis og til en god pris, siger Tage Pedersen.

Den endelige gennemsnitspris per skind landede på 340 kroner, oplyser Kopenhagen Fur, som efter sidste hammerslag bekræfter, at alt blev udsolgt. Minkavlerne pointerer dog, at gennemsnitsprisen er lidt højere, hvis man alene ser på danske skind.

Men det er langt fra sidste års pris på næsten 600 kroner per skind, og der har i branchen været tale om, at prisboblen på mink er sprængt med denne auktion.

Men alligevel ser formanden tilbage på den forgangne uges handler med tilfredshed.

- Sidste år havde vi fantasipriser, og det var vi glade for at prøve, men det kan man ikke have hvert år. Den pris, vi opnår nu, er en rigtig god pris, som avlerne tjener penge på, siger Tage Pedersen, som endda regner med, at der vil blive skruet op for produktionen.

- Minkavlerne kommer selvfølgelig til at tjene mindre, men der er stadig overskud ved produktionen, så den vil fortsætte og måske endda i større størrelse end sidste år, siger han.

Sidste år steg produktionen af mink på verdensplan med 20 procent, og det er altså en medvirkende årsag til, at priserne nu er dykket.

Minkavlen i Danmark rundede sidste år en årsomsætning på 13 milliarder kroner med en tredobling af priserne siden 2009.

/ritzau/